Vedligeholdelse af vildmarksbad i træ

Når du har brug for at koble af fra hverdagens stress og jag, er der ikke noget bedre end at krybe under det varme vand i dit vildmarksbad. For at kunne nyde gavn af vildmarksbadet i mange år fremover, er det dog vigtigt at huske den regelmæssige vedligeholdelse. Dette gælder specielt hvis det er lavet af træ. 

vildmarksbad i træ

Et vildmarksbad  af træ kræver regelmæssig vedligeholdelse i form af overfladebehandling med træbeskyttelse, desinficering af vandet og rengøring af tøndens inderside.

Hvorfor skal du overfladebehandle dit vildmarksbad af træ?

Hvis du ikke behandler dit vildmarksbad med træbeskyttelse, vil træet blive nedbrudt af vind og vejr, og overfladen vil blive trist og kedelig at se på. Da træ er et naturmateriale, kan det give sig og slå revner, hvilket gør det muligt for skimmelsvamp, råd og alger at angribe træet. Træbeskyttelsen lægger sig som en hinde på overfladen og forhindrer dermed fugt i at trænge ind i træet og nedbryde det.

Der er altså flere gode grunde til at overfladebehandle dit vildmarksbad med træbeskyttelse:

•    Du bevarer træets naturlige glød, så vildmarksbadet bliver ved med at se pænt ud.

•    Træbeskyttelsen forhindrer fugt i at trænge ind i træet og give problemer med svamp og råd.

•    Med træbeskyttelse kan du give vildmarksbadet en anden farve og dermed skabe et personligt udtryk.  

træbeskyttelse pensel

Træbeskyttelse er med til at forlænge vildmarksbadets levetid og bevare træets naturlige glød.

Hvordan overfladebehandler du dit vildmarksbad af træ?

Vi anbefaler at du overfladebehandler dit vildmarksbad 1-2 gange om året – gerne før og efter vintersæsonen.

Det er vigtigt at du kun behandler den udvendige del af vildmarksbadet da du ellers risikerer at træet ikke holder tæt. Den udvendige del inkluderer låget, stigen samt bunden og siden af karet.

Vælg altid en træbeskyttelse som passer til den træsort vildmarksbadet er lavet af. Det er en god ide at iblande en smule linolie og terpentin. Linolien blødgører træet, hvilket er med til at forlænge levetiden, mens terpentinen hjælper træbeskyttelsen med at trænge dybere ind i træet, så der opnås en mere effektiv beskyttelse.

OBS: Behandler du vildmarksbadet med linolie alene, vil overfladen blive grå. Derfor skal linolien kun bruges i kombination med træbeskyttelse.  

Når du køber et vildmarksbad, vil der nogle gange medfølge en naturlig olie, som du med fordel kan bruge. I produktbeskrivelsen kan du altid læse hvilket tilbehør der medfølger.


Læs også: Hvilket vildmarksbad skal du vælge?

fugtmåler

Er du tvivl om træet er tørt nok, kan du måle fugtindholdet med en fugtmåler

Inden du påbegynder arbejdet med at overfladebehandle vildmarksbadet, skal du sikre dig at træet er tørt. Som udgangspunkt må fugtindholdet ikke overstige 15 %. Du kan måle fugtindholdet med en fugtmåler, som du kan købe online og i vores byggemarkeder.

Når du skal påføre træbeskyttelsen, er det bedst at bruge en pensel. Sørg for at få alle hjørner og kanter med, så du får et pænt og ensartet resultat. Når du kommer til den øverste del af karet, kan du løsne tøndebåndet, påføre træbeskyttelse og herefter spænde båndet igen inden du løsner det nederste bånd og gentager processen her.

Vær opmærksom på at det kan være nødvendigt at påføre flere lag for at opnå en tilstrækkelig dækning. Husk at det første lag skal være helt tørt inden du påfører det næste. På malerbøtten står der hvor længe træbeskyttelsen skal tørre inden du kan male over.

Find træbeskyttelse til dit vildmarksbad her

Lad vildmarksbadet være fyldt med vand

Vi anbefaler som udgangspunkt at du lader vildmarksbadet være fyldt med vand – også når du ikke bruger det. Hvis det står tomt i en længere periode, risikerer du nemlig at træet tørrer ud og slår sig. Dette gør det muligt for fugt at trænge ind i træet, og det kan være svært at holde vildmarksbadet helt tæt.

Om vinteren kan du tilsætte en smule salt til vandet for at undgå at det fryser til is og giver frostsprængninger. Efter en periode med hård frost skal du vente til isen har smeltet inden du tænder op i vildmarksbadet.

Har du en udvendig ovn, skal du sikre dig at der ikke sidder vand på ovnen da frosten kan får rørene til at sprænge.  

vildmarksbad vinter

Det er bedst at lade vildmarksbadet være fyldt med vand - specielt i sommermånederne hvor det varme vejr kan få træet til at tørre ud.

Hold vandet rent

Af hygiejniske årsager er det vigtigt at holde vandet i vildmarksbadet fri for bakterier, alger og andre farlige mikroorganismer.

•    Tjek dagligt at pH-værdien er neutral – det vil sige mellem 7,0-7,4. Dette kan du gøre med teststrips, som du kan købe online og i vores butikker.

•    Er pH-værdien ikke neutral, skal du enten tilsætte pH-Minus for at sænke pH-værdien, eller pH-Plus for at øge pH-værdien.

•    Sørg for at klorindholdet er mellem 1-3 mg/liter. Klor er med til at desinficere vandet og fjerne bakterier og sporer. Du kan bruge langsomklor til den løbende vedligeholdelse og hurtigklor hvis vandet er uklart, eller lige efter at du har fyldt vildmarksbadet med vand.

•    For at forebygge at vandet angribes af alger anbefaler vi at du tilsætter 0,5 liter KlarPool per 10.000 liter vand en gang om ugen.

Læs også: Begynderguide til vedligeholdelse af pool

Rengøring af indersiden

Du kan rengøre indersiden af dit vildmarksbad med sæbe og vand. Dette bør gøres minimum 2-4 gange om året eller efter behov. Vi anbefaler ikke at du spuler indersiden med en højtryksrenser da den kraftige stråle kan skade træet. Brug i stedet en blød klud eller svamp. Tøndebånd og ovn kan du rengøre ved at påføre en smule terpentin.

Se vores udvalg af vildmarksbade her