Tyveri af robotplæneklipper - sådan undgår du at den bliver stjålet

Robotplæneklippere er i høj kurs blandt indbrudstyve. Men hvad kan du egentlig gøre for at forebygge tyveri af de smarte robotter? Og dækker forsikringen hvis uheldet er ude? Bliv klogere i denne artikel. 

orange robotplæneklipper

Mange robotplæneklippere bliver stjålet om natten. Ved at programmere den til at køre om dagen reduceres risikoen for tyveri.

Lad robotten køre om dagen

Risikoen for at din robotplæneklipper bliver stjålet, er størst om natten. Her kan tyvene nemlig arbejde i fred og ro, mens andre ligger og sover. Derfor er det bedst at lade robotten stå i ladestationen i nattetimerne og kun tage den i brug om dagen.

Et godt tip er at programmere den til kun at køre når der er nogen hjemme – fx efter arbejde eller i weekenderne.  Ved at lade robotten køre om dagen undgår du også at blive generet af den mens du sover.

Vælg en robotplæneklipper med tyverisikring

Mange robotter er i dag udstyret med tyverisikring, som gør dem mindre eftertragtede for tyvene.

Du kan fx få robotplæneklippere der kun kan aktiveres ved at indtaste en personlig pinkode. På den måde bliver robotten ubrugelig for tyve, og den vil være svær at sælge på det illegale marked.

Der findes også robotter med en indbygget alarm, som går i gang hvis robotten fjernes fra ladestationen.

Et af de nyeste skud på stammen er gps-sporing. Med gps-sporing vil du kunne finde frem til robotten igen hvis den bliver stjålet. Herhjemme har der været flere eksempler på danskere der har fået deres robotplæneklipper tilbage igen ved hjælp af gps-sporing, så selvom det er en dyr løsning, er pengene altså givet godt ud.  

Kommer din robotplæneklipper hverken med alarm, pinkode eller gps-sporing, kan du mærke den med en såkaldt dna-væske, der gør det muligt for politiet at identificere den rette ejermand hvis robotten skulle dukke op igen. Dna-mærkning har også en præventiv virkning overfor ubudne gæster, som typisk går i en stor bue uden om værdigenstande der er mærket med dna-væske.

Gem ladestationen ad vejen

For at undgå at din robotplæneklipper bliver stjålet, er det en god ide at placere ladestationen, så den ikke er synlig for ubudne gæster. Det kunne fx være bag en busk eller et skur i haven. Jo sværere den er at finde, des mindre risiko er der også for at den bliver stjålet.

ladestation robotplæneklipper

Vil du undgå at din robotklipper bliver stjålet, er det en god ide at placere ladestationen et ikke-synligt sted.

Hvordan dækker forsikringen?

Som udgangspunkt dækker indboforsikringen i tilfælde af tyveri. Robotplæneklippere hører nemlig ind under husstandens almindelige indbo på lige fod med fx hårde hvidevarer, elektronik og smykker.

Der kan dog være stor forskel på hvor stor en del af tyveriet det enkelte forsikringsselskab dækker. Derfor anbefaler vi altid at du tjekker hvilke betingelser der gælder for din forsikring.

Har du en sommerhusforsikring, skal du være opmærksom på at den typisk kun dækker hvis robotplæneklipperen bliver stjålet når der er nogen hjemme. Nogle forsikringer dækker dog i sommermånederne selvom sommerhuset ikke er beboet.

Det er også værd at nævne at de fleste forsikringer ikke dækker pludselige skader eller funktionsfejl på robotplæneklipperen. Derfor bør du overveje at tegne en såkaldt elektronikforsikring, som fx dækker hvis der skulle ske en kortslutning eller overspænding.

Det er bedst kun at lade robotten køre i tørvejr. De fleste forsikringer dækker nemlig ikke hvis skaden sker efter regn- eller stormvejr. Mange robotter er heldigvis udstyret med en regnsensor, som sikrer at maskinen automatisk kører tilbage i ladestationen når det begynder at regne.

Køb en tyverisikker robotplæneklipper hos Davidsen

Her ses Grouw M900, der kommer med pinkodesystem. Robotten kan kun bruges med pinkode og er derfor værdiløs for tyvene.

Ønsker du en robotplæneklipper som er sikret mod tyveri, har vi flere modeller at vælge imellem.

Både med Grouw M900 og L1200 får du en effektiv robotplæneklipper der kun kan aktiveres ved brug af pinkode. Modellerne kommer desuden med regnsensor, som bevirker at de selv kører tilbage til ladestationen når det regner.

Vælger du en af vores Worx robotplæneklippere, kan du tilkøbe gps-sporing, som gør det muligt at opspore og fjernlåse robotten, så den ikke kan bruges af andre. Når den bliver stjålet, får du automatisk en besked på din smartphone, så du kan reagere hurtigt. Gps-modulet virker selvom batteriet fjernes.  

Du kan se hele vores udvalg af robotplæneklippere her