Sådan vælger du den bedste brændeovn

En brændeovn giver en god varme og en hyggelig stemning, holder hele livet og er en miljøvenlig opvarmningsform. Men hvilken brændeovn skal du vælge?

Nedenfor finder du en række gode råd til valg af brændeovn – herunder tips omkring materialevalg, størrelse og mærkningsordning.

Varmeeffekt

Når du skal vælge brændeovn, er det vigtigt at tage stilling til hvor stor en varmeffekt, den skal have. Er varmeffekten for stor i forhold til rummets størrelse, vil det hurtigt blive ubehageligt varmt at opholde sig i. Omvendt vil det være svært at opvarme rummet tilstrækkeligt, hvis varmeeffekten er for lille.

Derfor handler det om at finde en brændeovn, som passer til varmebehovet. Som udgangspunkt kan du regne med, at 1 kilowatt (KW) kan opvarme omkring 10-20 m2 (alt afhængig af, hvor godt rummet er isoleret, og hvor højt der er til loftet).

Skal du opvarme en bolig på 150 m2, bør brændeovnen altså have en varmeeffekt på minimum 15 KW, hvis rummet er dårligt isoleret, og 30 KW hvis det er godt isoleret.

Vil du have et mere præcist mål for varmeeffekten, kan du bruge miljøstyrelsens dimensioneringsværktøj. Du indtaster blot en række informationer om boligen, det rum hvor brændeovnen skal placeres og tilslutningsforhold, hvorefter værktøjet beregner, hvor stor en effekt brændeovnen skal have.

Funktioner

Brændeovne fås med mange forskellige funktioner, som kan gøre livet som brændeovnsejer lettere. Det gælder eksempelvis:

  • Rudeskyl som forhindrer, at brændeovnen soder til under brug, så du har frit udsyn til de flotte flammer.
  • Varmelagring der giver mulighed for at lagre varme, så brændeovnen kan afgive varme i mange timer efter, at den er slukket. Det er godt for både økonomien og miljøet.
  • Automatisk regulering af lufttilførsel (ud fra tid, temperatur eller ilt), så du slipper for at skulle regulere lufttilførslen manuelt.

Mange af disse funktioner er praktiske og kan spare dig for en del tid. I nogle tilfælde kan det dog være en fordel at fravælge visse funktioner. Vil du eksempelvis have mulighed for selv at styre lufttilførslen, kan det være en god ide at vælge en model med manuel regulering.

I vores sortiment finder du et stort udvalg af funktionsrige brændeovne. Alle vores Varde Ovne har eksempelvis selvrensende glas og en rist i bunden, som gør det nemt at fjerne overskydende aske.

Fordeling af varme

Inden du bestiller en ny brændeovn, bør du overveje, hvordan den fordeler varmen ud i rummet.

Med en konvektionsovn fordeles varmen jævnt ud i rummet via luftcirkulation. Det giver et behageligt indeklima, fordi hele rummet opvarmes. I dag fungerer de fleste brændeovne ud fra konvektionsprincippet - det gælder også vores Varde brændeovne.

Det modsatte af en konvektionsovn er en brændeovn med strålevarme. Her koncentreres varmen i et bestemt område, og derfor opnås ikke den samme varmefordeling som med en konvektionsovn – fx kan dele af rummet føles koldt.

Af netop denne grund er brændeovne med strålevarme ikke så udbredte, som de var tidligere.

Placering

Når du skal vælge brændeovn, bør du tage hensyn til, hvordan den skal placeres i rummet. Skal den være fritstående, indbygges i muren eller hænges på væggen?

En væghængt brændeovn er god til mindre rum, da den optager minimal plads. Under brændeovnen kan placeres en gulvplade, som nemt kan fjernes igen, når der skal gøres rent. Du kan også udnytte pladsen til opbevaring af brænde – fx træbriketter eller pejsebrænde.

Vælger du en væghængt brændeovn, bør du sikre dig, at væggen er muret og har en tilstrækkelig høj bæreevne, så den ikke pludselig revner eller falder sammen.

En fritstående brændeovn giver en hurtig og effektiv opvarmning af rummet og er det mest populære valg herhjemme. Fritstående brændeovne fås i mange forskellige designs – fx med runde eller firkantede udformninger, magasin til opbevaring af brænde eller glas på tre sider, så flammerne kan ses uanset, hvilken vinkel brændeovnen anskues fra.

Udseende

En brændeovn har ikke blot en praktisk funktion, men fungerer for mange også som et indretningsobjekt. Udseendet bestemmes især af følgende tre faktorer:

  • Materiale
  • Udformning
  • Farve

De fleste brændeovne er fremstillet i enten støbejern, pladejern eller fedtsten. Støbejern har en ru overflade og giver derfor et råt og rustikt udtryk, som egner sig perfekt til den klassiske boligstil. En stor fordel ved støbejern er, at det tager lang tid om at afkøle. Til gengæld tager det også længere tid om at blive varmt.

Pladejern har derimod en glat overflade, som giver et moderne og stilfuldt præg. I modsætning til støbejern opvarmes og nedkøles det hurtigt. Der går altså ikke særlig lang tid fra brændeovnen tændes til, at der er varmt i rummet – til gengæld bliver der også hurtigt koldt igen.

Fedtsten er et materiale med mange fordele. Det er ikke blot pænt at se på, men giver også en langvarig glæde af varmen. I vores sortiment finder du flere brændeovne i fedtsten.

Når det kommer til brændeovnens udformning, er der flere muligheder. De fleste brændeovne har enten bløde og organiske former eller firkantede og skarpe linjer.

Her er det naturligvis vigtigt at vælge en løsning, som passer til din personlige smag. Det er dog også en god ide at tage hensyn til, hvordan huset er indrettet – herunder om der er tale om en overvejende moderne eller klassisk boligstil.

I forhold til valg af farve er mulighederne ofte begrænset til neutrale og diskrete farver, der passer ind i de fleste hjem. I vores sortiment finder du naturligvis sorte brændeovne – vi har dog også modeller med en grålig nuance.

Pris

Som med andre forbrugsvarer kan prisen på brændeovne svinge en del. Prisen afhænger blandt andet af mærke og materialevalg. Fedtsten er eksempelvis dyrere end støbejern og pladejern. Til gengæld holder det også bedre på varmen og giver derfor en god varmeøkonomi.

Vores sortiment inkluderer brændeovne i flere forskellige prisklasser – fra de billige modeller til få tusinde kroner til de lidt dyrere løsninger i en eksklusiv og gennemført kvalitet.

Inden du vælger brændeovn, kan det være en god idé at beslutte dig for, hvor meget den må koste. På den måde er det nemmere at frasortere de modeller, som ikke passer til budgettet.

Skorsten

Uanset om du vælger en billig eller dyr brændeovn, bør du sikre dig, at den passer til skorstenen, så der opnås en optimal forbrænding og unødig forurening undgås.

Det er blandt andet vigtigt, at aftrækket i skorstenen har den rigtige størrelse. Desuden skal skorstenen være over tagryggen, så røgen ikke ender hos naboen.

Er du i tvivl om, hvilken brændeovn der passer til din eksisterende skorsten, er du velkommen til at kontakte vores kundeservice. Du kan også hente hjælp også en skorstensfejer.

Mærkningsordning

Når du skal vælge brændeovn, kan det være en god ide at kigge efter relevante mærker og certifikater.

Brændeovne der er svanemærket, opfylder strenge miljøkrav – herunder krav til partikeludledning, kulilteudledning og virkningsgrad – og er derfor meget miljøvenlige.

Udover svanemærket er der CE-mærket, som blandt andet stiller krav til virkningsgrad og forurening – kravene er dog ikke ligeså strenge som til svanemærket.

Bemærk at hverken svanemærket, CE-mærket eller nogle af de øvrige mærkningsordninger er obligatoriske. Dog skal alle brændeovne, der sælges i Danmark opfylde en række lovkrav – dem kan du finde i brændeovnsbekendtgørelsen.

Har du flere spørgsmål til valg af brændeovn

Mangler du mere rådgivning til, hvilken brændeovn du skal vælge? Så står vores kundeservice altid klar til at hjælpe dig.