En robotplæneklipper klarer selv græsklipningen og giver en pæn og velplejet plæne uden ukrudt. I vores sortiment finder du robotplæneklippere fra nogen af verdens førende producenter – bl.a. Worx, Grouw og Al-Ko. Desuden forhandler vi en bred vifte af tilbehør som fx knive og afgrænsningskabler.
En robotplæneklipper kører selvstændigt og slår græs på sin vej. Et afgrænsningskabel bruges til at fortælle maskinen hvor i haven den skal køre. Typisk får man oplyst en maksimal havestørrelse som robotplæneklipperen passer til.
Hvor ofte skal en robotplæneklipper køre?
Det afhænger af havestørrelsen og naturligvis dit behov. Generelt anbefales det at robotplæneklipperen kører i haven 5 gange om ugen.
Hvilken robotplæneklipper skal jeg vælge?
Vælg den robotplæneklipper som passer til din behov. Overvej størrelsen på din have, mængden af spændende features, og hvor effektiv du ønsker havemaskinen skal være.
Hvorfor vælge en robotplæneklipper?
Det er der mange grunde til:
Gør det hårde arbejde for dig, så du kan bruge din tid på andre ting. Du behøver ikke engang at ”tanke” den op. Robotten kører nemlig selv tilbage til ladestationen når den er færdig.
Giver et pænt klipperesultat. En robotplæneklipper laver ikke kørespor, og så slår den græsset ofte, hvilket holder mos og ukrudt nede.
Er meget støjsvag (det gælder især de lidt dyrere modeller). Til gengæld kører robotten stort set hele tiden, hvilket kan være generende.
Udleder ingen os (i modsætning til en havetraktor eller benzindrevet plæneklipper). En robotplæneklipper er altså et godt valg i forhold til miljøet.
Er nem at vedligeholde. Du skal blot børste løst græs væk og udskifte knivene 1-3 gange i løbet af sæson. Det koster et par hundrede kroner.
Kan styres via en app. Det betyder at du fx kan tænde og slukke for robotten, indstille kørefrekvens og holde øje med driftsstatus selvom du ikke er hjemme.
Er allergivenlig. En robotplæneklipper hvirvler ikke så meget græs op i luften som en almindelig plæneklipper, og så klipper den græsset så tæt at det ikke når at sætte frø.
Er billig i drift. Udgifterne til strøm løber op i cirka 125 kr. om året. Til sammenligning koster en benzinplæneklipper 520 kr. om året i drift (benzin, olie, osv.).
Kan en robotplæneklipper klippe i regnvejr? Nogle robotter kan godt ja. Men langt de fleste kører selv tilbage i ladestationen når det trækker op til regn, og fortsætter arbejdet når det atter er tørvejr.
Vælg en robotplæneklipper der passer til din græsplæne
Når du skal købe en robotplæneklipper, skal du sørge for at den passer til din græsplæne. Har du fx en græsplæne med mange skråninger og hældninger, skal du vælge en robotplæneklipper der kan klare stejle bakker.
Et eksempel kunne være en Grouw robotplæneklipper, som kan klare skråninger på op til 35 %.
Hvis du har en have med mange små kroge og passager, anbefaler vi at du vælger en lille og kompakt robotplæneklipper, hvorimod en stor græsplæne kræver en robotplæneklipper med en stor klippekapacitet.
De fleste producenter angiver klippekapaciteten i produktnavnet, så det er nemt at vælge den rigtige størrelse. Worx Landroid S450 kan fx klare arealer på op til 450 m2, mens Grouw S500 er beregnet til arealer på op til 500 m2.
Er du i tvivl om hvor stor din græsplæne er, kan du opmåle den ved hjælp af et program som fx Google Earth Pro, der er gratis at bruge. Med Google Earth Pro kan du endda opmåle ikke-kvadratiske haver (hvilket ellers kan være svært i praksis).
Til den store græsplæne er det også en god ide at vælge en robotplæneklipper med stor klippebredde. På den måde vil græsklipningen gå hurtigere fordi robotten skal køre ad færre omgange.
Sørg også for at batteriet har en god holdbarhed, så det ikke skal oplades i løbet af klipningen.
Er der mange forhindringer på din græsplæne – som fx træstubbe, buske og træer – bør du vælge en robotplæneklipper med ultralydnavigation. Så kan den nemlig registrere forhindringer på sin vej og styre udenom.
Beskyt din robotplæneklipper mod tyveri
Jeps, robotplæneklippere er i høj kurs blandt indbrudstyve fordi de er nemme at omsætte. Det er altså vigtigt at du vælger en robotplæneklipper som er tyverisikret.
Producenterne anvender forskellige metoder til at beskytte deres robotplæneklippere mod tyveri. Nogle bruger fx et pinkodesystem, så robotten kun kan aktiveres hvis du indtaster en pinkode. Andre benytter en tyverialarm som aktiveres hvis uvedkommende rører ved robotten.
Der findes også robotplæneklippere med GPS-sporing, som gør det muligt at lokalisere hvor robotten befinder sig hvis den skulle blive stjålet. Worx er en af de førende producenter af robotter med GPS-sporing, og er helt fremme i skoene når det gælder teknologi og innovation.
Udover at vælge en robotplæneklipper der er tyverisikret, er der også meget du selv kan gøre for at undgå at den ender i de forkerte hænder.
Du kan fx placere ladestationen så den er usynlig for ubudne gæste. Det kunne fx være bag træer og buske.
Et andet tip er kun at lade robotten køre når du er hjemme. Dette kan dog være svært i praksis da den skal køre imellem 4-12 timer om dagen afhængig af hvilken model der er tale om.
Som en yderligere sikringsforanstaltning kan du mærke din robotplæneklipper med en såkaldt DNA-væske, som gør det muligt for politiet at identificere robotten hvis den skulle dukke op i forbindelse med en ransagning. DNA-mærkning har også en præventiv virkning overfor indbrudstyve, som typisk går i en stor bue udenom værdigenstande der er DNA-mærket.
Følger du ovenstående råd og skulle robotplæneklipperen alligevel blive stjålet, vil tyveriet ofte være dækket af din indboforsikring. Tjek med dit forsikringsselskab hvis du er i tvivl.
Vælg en robotplæneklipper hvor sikkerhed er i højsædet
En robotplæneklipper er som udgangspunkt sikker at bruge, men der kan opstå ulykker i forbindelse med rengøring og vedligeholdelse eller hvis robotten løftes op imens den kører.
For at undgå ulykker er det vigtigt at du vælger en robotplæneklipper som er CE-mærket. Så er du nemlig sikker på at den automatisk stopper når den løftes op, ruller rundt, vendes om eller støder ind i en forhindring.
Derudover gælder det selvfølgelig om at bruge sin sunde fornuft. Sikkerhedsstyrelsen anbefaler at robotplæneklipperen kun kører når der ikke er børn eller kæledyr i nærheden. Det gælder også umiddelbart før robotten er programmeret til at starte.
Inden du tager den selvkørende plæneklipper i brug, er det en god ide at læse brugsanvisningen, som indeholder vigtig sikkerhedsinformation. Vi anbefaler også at du slår robotten fra når du ikke bruger den.
Hvad koster en robotplæneklipper?
De fleste robotplæneklippere koster i omegnen af 8.000-10.000 kr. Dertil skal du påregne løbende udgifter til drift, vedligeholdelse og reparation.
Ifølge beregninger foretaget af boligmagasinet Bolius løber driftsudgifterne op i cirka 125 kr. om året, hvilket svarer til en femtedel af hvad det koster at anvende en motoriseret plæneklipper. Den store forskel skyldes at en robotplæneklipper bruger strøm i stedet for benzin og olie.
Hvad med udgifterne til vedligeholdelse? Ja, her skal du regne med at bruge cirka 700-800 kr. om året. Størstedelen går til udskiftning af klinger, men det vil også være nødvendigt at udskifte batteriet cirka hvert fjerde år.
Endelig er der reparationsudgifter, som beløber sig til cirka 200-250 kr. om året. Dette er cirka det dobbelte af hvad du skal bruge hvis du har en motoriseret plæneklipper.
Samlet set må du altså forvente at skulle bruge cirka 1025-1175 kr. om året til drift, vedligeholdelse og reparation af din robotplæneklipper.
Vil du have en billig robotplæneklipper, gælder det om at vælge et af lavprismærkerne som fx Worx, der tilbyder robotplæneklippere til langt under prisen for sammenlignelige mærkevarer, men også Al-Ko og Grouw ligger i den billige ende.
Opsætning og installering af din robotplæneklipper
Inden du kan bruge din nye robotplæneklipper, skal den installeres. Dette kan godt tage nogle timer, så det er vigtigt at du væbner dig med tålmodighed.
Den gode nyhed er at du kun skal installere din robotplæneklipper én gang. Herefter kan du altså bruge den igen og igen.
Start med at finde et passende sted til ladestationen. Som nævnt er det en god ide at placere den et ikke-synligt sted, så ubudne gæster har svært ved at finde den. Derudover skal du selvfølgelig sikre at der er adgang til en strømforsyning.
Når du har monteret ladestationen, lægger du et grænsekabel omkring yderkanten af det areal der skal klippes. Er der bede, buske eller andre forhindringer, skal du føre kablet udenom disse og forbinde det til ladestationen.
Til sidst skal du programmere robotplæneklipperen. Mange robotter er programmeret fra fabrikkens side, men det kan være nødvendigt at indstille klippehøjde, kørefrekvens og andre personlige præferencer. Du kan også blive bedt om at vælge en pinkode, så robotplæneklipperen kun kan bruges af dig.
Når du skal indstille hvornår robotten skal køre, er der nogle retningslinjer som er gode at have med i baghovedet. Du bør fx kun lade den køre om dagen da pindsvin og andre dyr er aktive om natten.
Husk også at robotten kan forstyrre nattesøvnen – især hvis græsplænen ligger lige ud til soveværelset. Derudover vil indbrudstyve have nemmere ved at stjæle robotten når hele husstanden ligger og sover.
Der er ikke noget facit for hvor længe robotplæneklipperen skal køre hver dag, men på producentens hjemmeside vil du ofte kunne finde en anbefalet driftstid. Grouw anbefaler fx at deres S600 kører seks timer om dagen, mens deres største model, L1200, bør køre tolv timer om dagen.
Det lyder måske som meget, men den hyppige klipning sikrer en sund og velplejet græsplæne uden mos og ukrudt.
Vær opmærksom på at nogle robotter kan programmeres til at køre i zoner, hvilket er gavnligt hvis du fx har flere græsplæner der skal klippes. Som regel kan du også angive hvor stor en prioritering zonerne skal have. Tildeler du fx zone 1 20 % og zone 2 80 %, betyder at robotplæneklipperen vil starte i zone 1 to ud af ti gange.
Vedligeholdelse af din robotplæneklipper
Som nævnt er en robotplæneklipper stort set vedligeholdelsesfri. Du skal blot udskifte klingerne et par gange i løbet af sæsonen, fjerne løst græs med en børste og rengøre karrosseriet med en opvredet klud eller blød svamp.
Om vinteren anbefaler vi at du opbevarer robotten i ly fra regn, blæst og sne. Det kunne fx være i et redskabsskur, en tør kælder eller en pavillon.
Det er også en god ide at tage batteriet ud af robotten og opbevare det frostsikkert vinteren over (på den måde forlænges batteriets levetid, og du undgår at det bliver ødelagt). I vintermånederne bør du også oplade batteriet et par gange for at holde liv i det.
Når du skal tage robotten i brug igen til foråret, skal du starte med at tjekke om der er kommet nye softwareopdateringer. Nogle robotplæneklippere opdaterer automatisk når der er ny software tilgængelig.
Hvilken robotplæneklipper er bedst i test?
Har du ingen anelse om hvilken robotplæneklipper du skal vælge, kan du tage udgangspunkt i de forbrugertests der er lavet på området, da de kan give et fingerpeg om hvilken retning du skal gå.
I 2020 testede forbrugermagasinet Tænk 23 robotplæneklippere og konklusionen var klar:
Der er stor forskel på kvaliteten, og den bedste robotplæneklipper er ikke nødvendigvis den dyreste.
Blandt testvinderne var Stihl RMI 632, Bosch Indego S+ 400 og Husqvarna Automower 105. Robotplæneklipperne blev testet på forskellige parametre – bl.a. plæneklipning, energiforbrug, støjniveau, brugervenlighed og sikkerhed.
Også den svenske forbrugerorganisation Råd & Rön har foretaget en uvildig test af robotplæneklippere, og her kåres Al-Ko Robolinho 500 E som testvinder.
Robolinho 500 E er især velegnet til mindre haver og er udstyret med bioklip, som sikrer at det afklippede græs findeles og fordeles jævnt udover græsplænen, så du ikke skal opsamle det bagefter. Det afklippede græs fungerer desuden som gødning.
En anden fordel ved Robolinho 500 E er at den klipper græs i et uforudsigeligt mønster, hvilket giver et pænt klipperesultat uden striber.
Når batteriet er ved at løbe tør for strøm, kører robotten selv tilbage til ladestationen og fortsætter herefter hvor den slap. En opladning tager cirka 60 minutter og rækker til omkring 50 minutters klipning.
Hos det svenske magasin M3 er det Bosch Indego der ligger helt i top. I modsætning til Robolinho 500 E beregner Bosch Indego den optimale klipperute på forhånd og klipper græsset i parallelle baner (ligesom du ville gøre det med en almindelig plæneklipper). Det betyder at den bruger 30 % mindre tid på at klippe plænen, og giver et pænere klipperesultat end de fleste robotklippere.
Grouw robotplæneklipper - til kuperet terræn
Har du en græsplæne med mange bakker og stigninger, vil du have stor glæde af at vælge en Grouw robotplæneklipper, der som tidligere nævnt kan klare 35 % stigninger (hvilket svarer til en hældning på 20 grader).
Grouw har opdelt sine robotplæneklippere i tre kategorier: S600, M900 og L1200. Grouw S600 er den mindste model i sortimentet og er fin til græsplæner på op til 600 m2.
Grouw M900 er den mellemstore robotplæneklipper som klarer græsplæner på op til 900 m2. Desuden kommer den med appstyring og pinkodesikring.
Grouw L1200 er beregnet til græsplæner på op til 1200 m2, og er således den største model i sortimentet. Ligesom Grouw M900 kan den styres via en app, og det er muligt at indstille en pinkode som forhindrer uberettiget brug af robotten.
Alle Grouw robotplæneklippere er forsynet med en regnsensor, som bevirker at robotten automatisk kører tilbage i ladestationen når det begynder at regne.
Robotten beregner også den mest optimale rute ud fra hvordan græsplænen er indrettet, og når batteriniveauet er lavt, finder den selv tilbage til ladestationen. Efter endt opladning fortsætter robotten hvor den slap.
Worx Landlord – billig og højteknologisk
Worx Landlord hører til blandt de billigste robotplæneklippere på markedet, men det betyder ikke at kvaliteten er dårlig. Worx Landlord kommer nemlig med en bred vifte af smarte funktioner som fx anti-kollisionssystem, der sikrer at robotten ikke kører ind i forhindringer.
Du kan også tilkøbe ekstraudstyr som fx ultralydnavigation og GPS-sporing.
I modsætning til mange robotter på markedet kan Worx Landroid passere igennem smalle passager – derfor er den velegnet til haver med mange kroge og stiger.
Desuden kan du indstille kørefrekvensen via den tilhørende smartphone app, som kommer til både Apple og Android enheder.
Har du en plæne med mange forhindringer, kan du med det medfølgende afgræsningskabel afgrænse de områder af haven hvor din Landroid ikke skal klippe. På den måde sikrer du at den kun klipper selve græsplænen.
Det er også værd at nævne at batteriet er kompatibelt med andre Worx enheder, hvilket kan spare dig for en del penge hvis du har andre produkter af samme mærke.
Køb din nye robotplæneklipper hos DavidsenShop
Med en robotplæneklipper slipper du for at skulle slå græsset selv. Desuden får du en flot og velplejet græsplæne uden synlige kørespor.
Vi forhandler bl.a. mærkerne Al-Ko, Bosch og Grouw og tilbyder fri fragt på alle robotter over 5.000 kr.