Så snart du træder ind i gæsteværelset i rødt hus, bliver du mødt af stærke farver. Mest dominerende er den gule farve, som fylder både vægge og loft, og på den måde rammer værelset ind. Resten af indretningen er forholdsvis simpel, men med kontrastfarverne rød og blå, der bidrager til den retroagtige stil.
I gæsteværelset finder du alt hvad der hører sig til: en hjemmebygget seng med opbevaringsskuffer, et læsehjørne, et spejl og, måske vigtigst af alt, en gæstebog. Det utraditionelle ved dette gæsteværelse må siges at være farverne. Den friske, gule farve fylder væggene og loftet, men også fodlisterne og dørkarmen er i farven Shower Of Sparks fra Dyrup. Det giver et flot, sammenhængende udtryk, og rummet virker højere når listerne males i samme farve som væggen. Vindueskarmen har Martin og Lucas malet i den stærke, røde Red Gumball i Dyrups træ- og metalmaling med glans 50. Den høje glans er meget passende til karme da det er en overflade der udsættes for megen berøring og overtørring. Den røde farve i vindueskarmene komplimenterer den røde farve fra lænestolen, ligesom den blå vase er samme nuance som det blå stof i stolen. Dette er medvirkende til at farverne træder endnu mere frem, og det er tydeligt at farverne er et bevidst, modigt valg.
Bag sengen brydes de forholdsvis bare vægge med PVC kloakrør. De skaber liv på væggen og fungerer dekorativt i stedet for eksempelvis et maleri eller en sengegavl. Rørene kender du formodentligt i den typiske brunlige, orange farve, som denne type rør ofte har. Parret har dog valgt at male dem i samme gule farve som resten af rummet, hvilket giver et sammenhængende udtryk.
Den hjemmebyggede seng har flere funktioner. I bunden af sengen har Martin og Lucas bygget to skuffer, hvor det er oplagt at gemme ekstra sengetøj, en sommerdyne eller andet man ikke ellers kan finde plads til i rummet. Skufferne er, ligesom resten af sengen, bygget af 12 mm krydsfinerplader. I bunden er der monteret møbelhjul, som gør det nemt at trække skufferne ud og ind. Pladen hvorpå madrassen ligger, er lavet bredere end skufferne og madrassen og fungerer derfor også som sengebord. Dette er en rigtig fin detalje, som holder rummet på et minimalt antal møbler, men alligevel giver muligheden for opbevaring af eksempelvis en bog eller mobiltelefonen.