Fra store gulvfliser og små træhylder til lyserøde vægge med romantiske undertoner. Der er ingen tvivl om at Caroline og Reece har været omhyggelige med indretningen af badeværelset, og tænkt over hvordan rummet skal hænge sammen med stilen i resten af huset.
Et gennemgående træk er den skandinaviske stemning, som også er dominerende i mange af de øvrige rum. I det ene hjørne har parret fx monteret en Nordlux pendel, der med sine organiske former giver et indslag af nordisk vintage, og på væggen bag toilettet hænger en hylde i træ.
Både armatur, toiletpapirholder og håndtagene på badeværelsesdøren er udført i et smukt gulddesign, der giver en oplevelse af eksklusivitet og ekstravagance – dog uden at virke for pompøst.
Væggene har Caroline og Reece malet i en lyserød nuance, som tilfører rummet et romantisk, feminint og uskyldigt udtryk, der står som en smuk ledsager til de aflange fliser på væggene.
For at udnytte den sparsomme plads optimalt har parret valgt et væghængt toilet, som er nemt at gøre rent og fylder mindre i rummet end et stående toilet.
Et vigtigt element i rummet er vaskeskabet, som består af et reolsystem med en betonbordplade i et råt og rustikt udtryk.
Reolen gør det nemt at skabe orden og overblik da den er inddelt i seks separate rum, som Caroline og Reece bl.a. bruger til opbevaring af håndklæder.
Oven på vaskeskabet har parret monteret en vask som er hævet en smule over bordet, hvilket skaber et moderne udtryk med skandinaviske undertoner.
Rødt hus
I badeværelset fortsætter den spektakulære art deco-stil som vi har set fra de tidligere rum. Se de modige farvevalg og materialekombinationer.
Blåt hus
I modsætning til de tidligere rum er badeværelset i det blå hus holdt i diskrete farver, som giver et moderne og stilrent udtryk.