Stuen i blåt hus er – ligesom resten af huset – præget af mange farver og former, der spiller sammen på en gennemført måde. Med farverne skaber Tanja og Jørgen en fornemmelse af flere rum i ét og giver derfor illusionen af en større stue.
Der er tænkt over hver en detalje i stuen i blåt hus. Selvom der leges med mange forskellige farver på forholdsvis lidt plads, er der alligevel en sammenhæng mellem brugen af farver, og resultatet er gennemført. De lyse, afdæmpede farver bag den grå sofa går igen i både puder, stearinlys og billeder. Ved vinduerne har parret lavet en tone-i-tone oplevelse, hvor gardinerne blender ind med farverne på væggen. Farverne er desuden ikke kun tænkt ind i malingen af væggene, men også lofterne har fået et sving med penslen. Det giver et interessant udtryk og liv til rummet. Generelt set er farverne i rummet gennemtænkt, og intet er overladt til tilfældighederne.
Spillet med farverne giver det moderne udtryk et twist tilbage til 70’erne, hvor indretning med farver og organiske former var in. Parrets personlighed kommer virkelig til udtryk i stuen, hvor det bliver klart at de elsker farver og er dygtige til at sammensætte dem på en flot og gennemført måde.
I den ene ende af rummet har Tanja og Jørgen skabt fornemmelsen af et rum i rummet. Det resultat har de primært opnået ved hjælp af deres farvevalg. Væggen og loftet er malet i en stærk, gul farve, som indrammer den gule sofa. Ved at trække farven op i loftet understreges idéen om at skabe et ekstra rum i stuen. Sofaen er bygget til at passe perfekt ind i hjørnet og er en lidt lysere gul tone end væggene og gardinerne. Stoffet er velour, som sammen med lampen og den lille radio i vinduet bidrager til et retro udtryk.
De resterende farver i hjørnet matcher de øvrige farver i stuen og binder på den måde de to afdelinger sammen til én stue.