Maling af facade

Ønsker du at friske facaden op, kan det nemt gøres med en gang facademaling. Uanset om du skal male en facade af træ, beton eller mursten, er det dog vigtigt at arbejdet udføres på den rigtige måde. Der er meget der kan galt undervejs, og laver du fejl, kan det gå udover det færdige resultat, som kan blive ujævnt og grimt at se på. I denne artikel finder du gode tips og råd til maling af facader i alle gængse materialer.

Forarbejde

Inden du går i gang med at male, er det vigtigt at lave et grundigt stykke forarbejde. Facaden skal vaskes af (fx med grundrens eller facadevask), og løs maling skal fjernes for at sikre at den nye maling ikke skaller af.

Sidder skidt og snavs godt fast, kan du bruge en hård børste. Vær dog forsigtig med at bruge en højtryksrenser, særligt hvis facaden er lettere porøs, da det kraftige tryk kan forårsage skader i overfladen.

Er facaden ramt af alger, kan de fjernes med algerens. Ifør dig gerne et par gummihandsker inden du går i gang, så du undgår at komme i direkte kontakt med rensemidlet.

Når du har rengjort facaden med grundrens, er det en god ide at vaske efter med vand.

Til ubehandlet, råt træ bør du behandle med grundingsolie inden der males med træbeskyttelse. På den måde opnås en bedre vedhæftning, og træværket beskyttes bedre mod vejrpåvirkninger.

Som en del af forarbejdet kan der også være særlige forhold du skal være opmærksom på. Skal du male med en silikatmaling, kan det fx være nødvendigt at behandle underlaget med en silikatgrunder inden malingen påføres.

Hvis du vælger selv at male facaden, er det derfor en god ide at sætte dig grundigt ind i kravene til den valgte maling inden du starter.

Valg af facademaling

Da facader kan være lavet af mange forskellige materialer, er det ikke ligegyldigt hvilken facademaling du vælger. Vælger du en maling som ikke passer til formålet, risikerer du at den ikke vedhæfter ordentligt og derfor skaller af.

Nedenfor finder du en oversigt over de mest almindelige typer facademaling:

  • Træbeskyttelse
  • Akrylplastmaling
  • Cementpulvermaling
  • Silikatmaling
  • Silikonemaling
  • Olieemulsionsmaling

Træbeskyttelse anvendes til udendørs træfacader og fås i mange forskellige farver. Fordelen ved at bruge træbeskyttelse er at træet beskyttes mod vind- og vejr - herunder sol, regn og frost - og dermed forlænger facadens levetid.

Akrylplastmaling er en alsidig facademaling, der kan anvendes til en bred vifte af underlag - bl.a. cementpuds, beton og puds. Akrylplastmaling holder længe og giver en robust, slidstærk og vandafvisende facade.

Skal du male en vandskuret eller pudset facade, bør du overveje at benytte en cementpulvermaling. Vær dog opmærksom på at cementpulvermaling skal påføres et vådt underlag (i modsætning til fx træbeskyttelse). Cementpulvermaling egner sig også til overflader af fx beton, mursten og tegl.

Ønsker du en facade med et mat udtryk, bør du overveje at anvende en silikatmaling. Denne type maling kan bruges til både murværk, beton, sandsten og puds, men kan ikke påføres fx træ eller plastik. Er facaden allerede malet, kan silikatmaling kun anvendes hvis det eksisterende underlag også er malet med silikatmaling.

Til langt de fleste materialer - herunder puds, mur, beton og gips - kan du benytte en såkaldt silikonemaling, der ligesom silikatmaling give en mat overflade med et spændende og livagtigt udtryk. Silikonemaling beskytter dog bedre mod vandindtrængning og er mere uimodtagelig over for skidt og snavs.

Er du i tvivl om hvad der er malet med i forvejen, kan det være en god ide at benytte en olieemulsionsmaling. Denne egner sig specielt til facader der er lettere porøse eller som smitter af. Olieemulsionsmaling er dog ikke nær så diffusionsåben som fx silikatmaling og tillader derfor ikke murværket at ånde i samme grad. Det er også værd at nævne at olieemulsionsmaling ikke egner sig til facader der er behandlet med kalkmørtel.

Maling af facade

Når du har valgt den rigtige facademaling og afsluttet det nødvendige forarbejde, er det tid til at male facaden. Her er det en god ide at bruge en facadepensel eller en malerrulle med lange hår. Til huse med en høj gavl, bør du anvende et forlængerskaft for at lette arbejdet.

Det er generelt bedst at male i tørt vejr – gerne i det sene forår eller først på sommeren, hvor solen ikke er helt så skarp som i højsæsonen.

Skal du male en træfacade, er det vigtigt at fugtindholdet ikke overstiger 15 %. Er du i tvivl om træet er tørt nok, kan du bruge en såkaldt fugtmåler, som du kan købe i vores byggemarkeder.

Når du maler, er det vigtigt at påføre tilstrækkelig med maling på rullen eller penslen – ellers bliver det færdige resultat ikke pænt at se på. Penslen eller rullen skal glide ubesværet hen over underlaget – uden at du skal presse hårdt, og uden at malingen løber.

I de fleste tilfælde vil det være nødvendigt at male to gange for at sikre en god dækning. Skal du male en facade af træ, er det bedst at male langs træet – og altså ikke på kryds og tværs. Husk også at du ikke må anvende en oliebaseret maling ovenpå en vandbaseret maling.