Lav nemt din egen saft

Sommeren står for døren, og snart bugner haverne af bær og frugter - og hvad er mere oplagt end at bruge disse dejlige frugter til at lave sin egen saft.

Der er flere forskellige måder at gøre det på. Du kan enten bruge en saftkoger eller en frugtpresser. Saftkogeren egner sig rigtig godt til havens bær, hvorimod frugtpressen er rigtig god til bl.a. æbler og pærer.

Nedenfor kan du læse hvordan de to typer maskiner bruges.

Sådan bruger du en saftkoger

En saftkoger består af 3 dele. Start med at fylde den nederste del af saftkogeren med vand.

Placer derefter den midterste del, der har en slange monteret - sæt en klemme på slangen og sørg for at slangen ender i en skål eller lignende. Alle bær placeres i den sidste og øverste del. Pres bærene godt sammen, så låget kan lægges ordentligt på.

Skru helt op for kogepladen og vent til vandet koger, skru derefter ned for varmen, men sørg for at vandet fortsat småkoger. Når saften begynder at løbe ud i slangen, tages klemmen af og der tappes en ½ liter saft. Sæt klemmen på igen da der ellers ikke dannes tryk i gryden.

Den første halve liter saft hældes over bærene i den øverste del af saftkogeren. Dette gøres for at få de øverste bær til at sprække og afgive saft. Nu kan du begynde at tappe saften. Husk at sætte klemmen på med jævne mellemrum, så trykket opretholdes i gryden.

Hvis saften skal holde sig i længere tid, skal du til sidst bringe al saften i kog i en gryde. Tilsæt derefter atamon til saften. Saften er nu klar til at hælde på flasker. Husk også at skylle flaskerne i atamon.




Tips til en god saft

Det er ikke særlig kompliceret at lave sin egen saft på saftkogeren. Det mest afgørende er at saften ikke koger for længe. Der er ikke nogen specifik kogetid da det afhænger af bærtypen. Kig i kogebøger eller på nettet for at finde ud af kogetiden, eller hold øje med processen undervejs.

Det er muligt at blande forskellige bærtyper, tilføje krydderier eller citrusfrugter for at give saften mere smag. Når du laver din saft i en saftkoger, får du en langt mere koncentreret saft end hvis du koger bærene i en almindelig gryde.

Lav dit eget hjemmemosteri

Lav nemt dit eget hjemmemosteri bestående af en frugtmølle/frugtmoser samt en kurvepresse/frugtpresser.
Start med at bruge frugtmoseren til at findele frugten inden den kommes i frugtpresseren.
Herefter presses frugten i presseren, og du har nu hjemmelavet most.
Det er nemt at lave hjemmelavet cider af mosten efterfølgende.

Tips og tricks

Det er vigtigt at sterilisere alle dele af maskinerne inden brug. Dette gøres nemt med kogende vand. Sørg for at skrubbe æblerne helt rene med en børste eller lignende. Fjern derefter kernerne og stødte pletter. På den måde undgår du uønskede bakterier og skimmelsvamp i din most.

Opbevaring af hjemmelavet saft

Det er vigtigt at opbevare saften korrekt for at den kan holde sig længere.

Saften må ikke opbevares for varmt. Helst ikke over 10-12 grader. Den skal desuden opbevares et mørkt sted. Alle flasker og glas skal koges og skylles i ufortyndet atamon. Du kan få rigtig mange smarte glas til opbevaring af hjemmelavet saft og lemonade. Hos Davidsen finder du et stort udvalg af forskellige former for opbevaringsglas og flasker samt en smart saftbeholder med tappehane der er perfekt til sommerens havefester.