Maling af havemøbler: Sådan Gør Du

Med en gang maling eller olie kan du puste nyt liv i dine havemøbler og få dem til at se ud som nye. Vi viser dig hvordan. 

Hvorfor male havemøbler?

Havemøbler i træ kræver regelmæssig behandling med olie eller maling for at undgå problemer med råd, svamp og alger. Behandlingen er altså med til at forlænge møblernes levetid og bibeholde træets naturlige glød.

Visse træsorter, som for eksempel teaktræ og mahogni, kræver dog ingen overfladebehandling da de har et højt indhold af harpiks, som i sig selv virker beskyttende overfor vind og vejr. Vil du undgå at møblerne udvikler en patinagrå farve, bør du dog behandle dem på lige fod med andre træhavemøbler.

Hvad med udendørs møbler i trykimprægneret træ? Her kan du undlade at overfladebehandle, men møblerne vil holde sig pæne længere hvis du giver dem en gang træolie eller maling.

Læs også: Materialevalg og vedligeholdelse af havemøbler

Hvor ofte skal møblerne males?

Der er ikke noget facit for hvor ofte du skal overfladebehandle dine havemøbler da det afhænger meget af vejrbetingelserne. Hvis møblerne for eksempel står ude året rundt, vil de kræve hyppigere vedligeholdelse end hvis de tages ind i vinterhalvåret.

En god tommelfingerregel er dog at havemøbler der er behandlet med træbeskyttelse, skal overfladebehandles 1-2 gange om året. Er havemøblerne malet, har de godt af en gang maling hvert tredje eller fjerde år, men hvis overfladen begynder at krakelere eller revne, skal du friske malingen op da du ellers risikerer at fugt trænger ind i træet.

Start med at rengøre møblerne

Inden du går i gang med at male, er det vigtigt at rengøre møblerne. Ved at fjerne fedt, snavs og algebelægninger sikrer du et pænt og holdbart resultat, som du kan nyde glæde af i lang tid.

Når du skal rengøre møblerne, skal du bruge en stiv børste og vand. Sørg for at komme ind mellem lamellerne, og få alle hjørner og kanter med.

Vi anbefaler ikke at du rengør havemøblerne med en højtryksrenser medmindre de er meget snavsede. Vandet kan nemlig trænge ind imellem revner og samlinger, og træet efterlades mere porøst og udsat.

For at tjekke at overfladen er ren, kan du sætte et stykke tape på overfladen og rive det af i et hurtigt ryk. Hvis der sidder materiale på bagsiden af tapen, er møblerne ikke rengjort godt nok.

Rengørings- og plejemidler til havemøbler:

  Tidligere malede havemøbler: Jotun 2-i-1 husvask/træ- og murrens

Tidligere oliebehandlede eller trykimprægnerede havemøbler: Jotun Demidekk terrassefix.

Belægninger: Dyrup Fjern Belægninger.

Almindelig rengøring: Trip Trap Møbel- og terrasserens eller Gori trævask.  

Slib med sandpapir

Når du er færdig med at rengøre møblerne, skal de slibes med sandpapir. Slibningen er med til at fjerne gamle malingrester og gøre overfladen fin og glat, så den nye maling hæfter bedre.

Det er bedst at slibe møblerne ad to omgange for at få det bedste resultat – først med groft sandpapir, dernæst med en finere kornstørrelse. Sørg for at slibe langs åreretningen, og husk at få alle sider, hjørner og kanter med.

Når du er færdig med at slibe møblerne, skal du fjerne støvresterne med en klud eller børste, så overfladen bliver helt ren. Hvis du lader støvresterne side, vil de sætte sig i malingen, og det vil kunne ses i det færdige resultat.

Giv møblerne en gang grunder

Hvis du bruger maling, er det vigtigt at behandle møblerne med grunder. Grunderen er med til at sikre en god vedhæftning og er derfor afgørende for et godt malerresultat.

Hvis der er tale om nyt trykimprægneret træ, eksotisk træ, krydsfiner, malet træ eller oliebehandlede møbler, er det ikke nødvendigt at bruge grunder.

Til grunding af havemøbler anbefaler vi enten Gori 11 trægrunder, som beskytter mod råd og svamp, eller Jotun Visir oliegrunder, der har den fordel at den kan benyttes om vinteren.

Husk at grunderen skal tørre inden du går i gang med at male. På emballagen står der altid hvor længe grunderen skal tørre inden møblerne kan overmales.

Vær opmærksom på at grunder kan være enten vand- eller oliebaseret. Vi anbefaler at du bruger vandholdig grunder hvis du maler med en akrylbaseret træbeskyttelse, og en olieholdig grunder hvis du behandler med en oliebaseret træbeskyttelse.

Læs også: 10 gode råd før du sætter havemøblerne ind

Vælg den rigtige maling

Når du skal male havemøbler, er det ikke ligegyldigt hvilket produkt du vælger. Først og fremmest skal du tage stilling til om du vil benytte olie eller maling.

Fordelen ved at bruge maling er at du først skal genbehandle efter 3-4 år, hvorimod olie kræver at der overfladebehandles igen allerede efter et år. Til gengæld kan malingen nemt skalle af, hvorfor det kan være nødvendigt løbende at friske den op.

Både maling og olie fås i et stort udvalg af farver, men maling kan også tones – det vil sige at du kan få blandet præcis den nuance du ønsker. Vi tilbyder gratis toning af din maling i alle vores byggemarkeder.

Vælger du at bruge maling, anbefaler vi enten at du vælger Dyrup Emalje 50 Træ og Metal, som kan tones i tusindvis af farver, eller Jotun Drygolin, der er en træmaling med god vedhæftning og slidstyrke. Du kan også benytte Demidekk Ultimate Vindue, som er en halvmat maling der tørrer hurtigt.

Ønsker du ikke at bruge maling, kan du bruge Gori 628 Haveprojekt, som er en dækkende træbeskyttelse der er udviklet særligt til malerprojekter i haven. Gori 628 skjuler åretegningerne i træet og giver møblerne en god modstandsdygtighed overfor vind og vejr.

Find vores udvalg af maling her

Påfør malingen

Når du skal male havemøblerne, er det vigtigt at vælge en dag med stabilt vejr. Temperaturen skal helst være mellem 5-25 °C og luftfugtigheden under 80 %. Typisk er det bedst at male møblerne i foråret eller efteråret, hvor det er lunt i vejret uden at der er direkte sollys.

Det er også vigtigt at træet er tørt inden første lag maling påføres. En tommelfingerregel siger at fugtindholdet i træet ikke må overstige 15 %. Du kan måle fugtindholdet med en fugtmåler, som du kan købe i vores byggemarkeder.

Når du påfører malingen, anbefaler vi at male langs åreretningen. Sørg for at få undersiden og alle detaljer med, og husk at malingen skal være tør inden næste lag påføres. Du skal typisk give havemøblerne 2-3 lag maling for at opnå et tilfredsstillende resultat.

Se vores udvalg af havemøbler her

Vi hjælper dig med at gøre din drøm til virkelighed

Har du nogle spørgsmål, så tøv ikke med at kontakte os. Vi står klar til at hjælpe dig.

Kontakt os

Del dit malerprojekt med os ved at bruge #BygMedDavidsen