Maling af trægulv

Er de gamle trægulve blevet slidte og hærgede? Med en gang maling kan du give gulvene et frisk pust og få dem til at se ud som nye. Vi viser dig hvordan. 


Gør forarbejdet grundigt

Inden du svinger malerpenslen, er det vigtigt med et grundigt forarbejde. Går du bare i gang med at male uden først at klargøre gulvet, vil skidt og snavs sætte sig i malingen, og resultatet bliver dårligt. Du risikerer også at malingen skaller af, og at du må lave det hele om. Det første du skal gøre, er at fjerne løs maling, og gulvet slibes med fint sandpapir. For at spare tid anbefaler vi at du bruger en slibemaskine.

Hvis gulvet består af planker med fuger imellem, skal du fjerne skidt og snavs fra fugerne. Dette gøres nemmest med et stemmejern, men du kan også bruge en skruetrækker. Er der revner eller huller i gulvet, skal de fyldes ud med en træspartelmasse. Det er en god ide at bruge knæpuder eller lignende når du spartler da det kan være hårdt at ligge og arbejde på gulvet i længere tid ad gangen.

Når alle ujævnheder er spartlet, skal gulvet støvsuges og vaskes med grundrens. Grundrens fjerner fedt og snavs og er derfor et vigtigt element i rengøringen af gulvet.

Vælg en slidstærk maling

Det er ikke ligegyldigt hvilken maling du bruger til dine gulve. Da gulvene udsættes for meget slid, skal malingen være slidstærk. En slidstærk maling er kendetegnet ved at have en høj glans og giver en blank overflade, som er nem at vaske af.

Der er ikke noget facit for hvilken glans du skal vælge, men vi anbefaler som minimum at du bruger en maling med glans 50. Ønsker du at gulvene skal have en blank overflade, kan du dog med fordel vælge en maling med et højere glanstal.

Trægulve kan males med både olie- og vandbaseret maling. En oliebaseret maling er mere modstandsdygtig overfor vandpåvirkninger og er derfor god til eksempelvis køkkengulve. Generelt kan det siges at du får et mere slidstærkt gulv med en maling der er baseret på olie, mens du med en vandbaseret maling får en hurtigere tørretid og et gulv der ikke gulner.

I vores sortiment finder du en bred vifte af gulvmaling, der egner sig til både træ og beton.

Valg af farver

Hvad farve angår, gælder det om at finde ud af hvad der passer bedst til rummet. Langt de fleste vælger at male gulvene hvide, så rummet kommer til at fremstå lysere. Hvid giver også en større rumfornemmelse og er derfor god til små, mørke rum. Skidt og støv ses dog tydeligt på et hvidt gulv, og af den grund kan det være en god ide at vælge en maling der ikke er kridhvid.  

Sort er et godt valg hvis du ønsker at give rummet en eksklusiv fornemmelse. Sort giver en god kontrast til hvide vægge og kan på den måde være med til at binde rummet sammen, så det fremstår harmonisk og balanceret.

Ønsker du at give rummet et personligt præg, kan du med fordel eksperimentere med farver og mønstre. Det kan virke vovet at bryde med de sorte og hvide nuancer, som præger de fleste danske hjem, men stærke farver og mønstre er gode til at give rummet liv og karakter. Især på børneværelser kan farver og mønstre komme til sin ret og virkelig få rummet til at shine.

Læs også: Farver i hjemmet

Kan alle trægulve males?

Du kan male langt de fleste gulve, men træsorter med et højt indhold af olie, som eksempelvis merbau, bør ikke males da du risikerer at malingen hæfter dårligt og skaller af. Har du et almindeligt fyrretræsgulv, er det dog ikke noget problem at male det.

Du skal også være opmærksom på om gulvet trænger til en nedslibning inden det males. Er du i tvivl, kan du teste et lille område af gulvet ved at slibe det let og give det en gang maling. Lad malingen tørre i et døgns tid og krads så i overfladen med en mønt.

Hvis malingen bliver siddende uden at krakelere, er det et tegn på at den binder som den skal. Men hvis den skaller af, skal gulvet totalafslibes inden det males. 

Påfør gulvmalingen

Når du har klargjort gulvene og valgt den rigtige maling, er det tid til at finde malerudstyret frem. Det første du skal gøre, er at dække af langs paneler og dørtrin. Brug gerne en uv-resistent malertape, der ikke efterlader limrester når den trækkes af.

Mal så langs panelerne hele vejen rundt med en pensel. Igen er det en god ide at bruge knæpuder for at skåne knæene.

Find så en korthåret malerrulle frem. Start i det ene hjørne, og mal langs gulvbrædderne. For at få det bedste malerresultat er det en god ide at male vådt-i-vådt. Det vil sige at malerarbejdet deles op i mindre bider, så du hele tiden maler ind over et område som stadig er vådt.

Bruger du en olieholdig maling, anbefaler vi at du ifører dig åndedrætsværn, da malingen har en kraftig lugt.

Gulvet kan kræve flere lag maling

Når malingen er påført, skal den tørre. På malerbøtten kan du altid læse hvor længe malingen skal tørre, men tørretiden er typisk omkring 4-8 timer alt afhængig af hvilken maling der er tale om.

Inden det næste lag påføres, skal mindre revner og ujævnheder udfyldes med en akrylfugemasse, og overfladen skal mellemslibes med fint sandpapir. Fjern støvrester med en støvsuger, og vask gulvet grundigt. Først når gulvet er rent, kan det næste lag påføres. Denne gang skal du ikke male langs gulvbrædderne, men på tværs. Det samme gælder hvis der er behov for at påføre et tredje lag maling.

Til sidst skal malingen tørre. Der kan gå op til fire uger før malingen er gennemhærdet. I denne periode skal du være forsigtig med at rengøre gulvet da det er sårbart. Gulvet kan dog betrædes allerede efter 24 timer, og møbler kan stilles på plads efter to døgn fra sidste lag er påført.

Rengøring og pleje

Når du skal rengøre de færdigmalede gulve, skal du bruge en opvredet klud og fortyndet universalrengøringsmiddel.  

Brug ikke sæbespåner eller brun sæbe. Sæbespåner lukker træets porer, og du risikerer at det tørrer ud eller slår revner, hvorimod brun sæbe – på grund af sin høje pH-værdi – vil nedbryde malingen.  

Undgå også at skrubbe gulvet med en hård børste eller skuresvamp da du risikerer at ridse overfladen og fjerne malingen. Brug i stedet en blød klud.

Vi står klar til at hjælpe dig

Er du i tvivl om hvilken maling du skal vælge, er du velkommen til at besøge en af vores butikker eller kontakte vores kundeservice, som kan guide dig i den rigtige retning.