Udeliv

5 gode råd om køb af ny carport

Med en carport er din bil beskyttet mod regn, blæst og sne. Men hvad skal du egentlig være opmærksom på når du skal købe en ny carport? I denne artikel får du 5 råd til at finde den rigtige carport.  

Carport af stål

En carport af træ skal have træbeskyttelse eller træolie. En stålcarport skal rengøres med vand og sæbe.

1. Husk at en carport skal vedligeholdes

Ikke alle carporte kræver lige meget vedligeholdelse. Vælger du fx en træcarport, skal du regelmæssigt behandle den med fx maling eller træolie, hvorimod en carport af stål kun kræver almindelig rengøring.

Har du en carport med flat tag, vil det også være nødvendigt at fjerne blade og grene fra taget 1-2 gange om året. Du kan altså mindske behovet for vedligeholdelse ved at købe en carport med buet tag. Et buet taget giver også carporten ekstra højde, hvilket er en fordel hvis du fx har en stor bil.

TIP: Mindsk behov for vedligeholdelse - fx blade og grene på taget, ved at vælge et buet tag.

2. Vælg en carport der matcher huset

Skal du have en ny carport, er det en god ide at gøre dig nogle tanker om hvordan den skal se ud. En stålcarport har fx et let og stilrent udtryk som passer til de fleste boliger, hvorimod en carport af træ bidrager med sjæl og charme, og kan males, så den matcher de andre bygninger på grunden.

Vælger du at få et firma til at tegne en skræddersyet carport, bør den have samme udtryk som huset, så der skabes et sammenhængende udtryk. Hvis huset fx har tegltag, er det altså en god ide at bygge en carport som også har tegltag.

Carport med glastag

Overvej om din carport også skal rumme cykler, redskaber eller andet.

3. Sørg for at din nye carport er stor nok

Det er vigtigt at vælge en carport som er stor nok til at husstandens biler kan stå i læ for vind og vejr. I den forbindelse foreslår vi at du tænker dine fremtidige behov med i dine planer. Carporten kan fx hurtigt blive for lille hvis familien pludselig går fra en til to biler, eller hvis du udskifter din almindelige personbil med en stor SUV’er.

Derudover er det en god ide at overveje hvad du ellers vil bruge din carport til. En carport er nemlig ikke kun god til parkering af biler, men kan også bruges til andre formål som fx:

  • Opbevaring af brænde
  • Parkering af trailer
  • Redskabsskur
  • Værksted
  • Parkering af cykler

Det er også værd at nævne at du skal søge om byggetilladelse hvis det samlede areal af småbygninger på grunden - inklusiv carporten - er mere end 50 m2, ligesom du med opførelsen af din nye carport ikke må overskride bebyggelsesprocenten, som er 30% for parcelhusgrunde og 15% for sommerhusgrunde.

TIP: Er du tæt på at overskride bebyggelsesprocenten, kan det være en god ide at vælge en carport med trævægge frem for murede vægge (som fylder mere).

4. Tænk opsætning ind i projektet

En carport i stål er nem at samle fordi du ikke skal tilpasse profilerne, men blot skrue de enkelte elementer sammen. Lige omvendt forholder det sig med en træcarport. Her vil du typisk skulle skære profilerne til, så de passer i størrelsen, og derfor er der også mere arbejde forbundet med at samle den.

Køber du en byg-selv carport gennem Davidsen, vil der følge en samlevejledning med, så du ved præcist hvordan du skal gribe arbejdet an, men har du ikke mulighed for at samle din nye carport selv, kan du få en fagperson til at gøre det for dig.

5. Tag hensyn til vind og vejr

En af carportens vigtigste funktioner er at beskytte din bil mod vind og vejr, så den ikke tager skade. Bor du i et område hvor det blæser meget, kan det være en god ide at montere sider på carporten. Siderne hjælper med at holde bilen tør og giver læ for vinden.

Husk også at det er dit ansvar at bortlede regnvand, så det ikke kommer over i naboens have. Her kan det altså være nødvendigt at montere nedløbsrør og etablere enten en regnvandstønde til opsamling af regnvand, eller et afløb, hvor vandet kan løbe ud.

TIP: Vælger du selv at sætte din carport op, er det en god ide at være to om opgaven.