Vedligeholdelses-frie havemøbler: Den ultimative guide

Ikke alle havemøbler kræver vedligeholdelse med olie eller maling. Mange materialer er nemlig vedligeholdelsesfrie og skal blot rengøres med sæbevand. Bliv klogere på hvilke typer vedligeholdelsesfrie havemøbler der findes, og hvad du skal være opmærksom når du køber.

vedligeholdelsesfrie havemøbler på træterrasse

Her ses et eks. på havemøbler af polyrattan, der ikke kræver nogen vedligeholdelse udover almindelig rengøring.

Nonwood

Mange de af de vedligeholdelsesfrie havemøbler der sælges hos Davidsen, er produceret i det der kaldes nonwood, som er et robust plastmateriale der er både fugt- og mugafvisende.

Nonwood ligner til forveksling træ. Det har årer og strukturer, men i modsætning til ægte træ skal det ikke overfladebehandles med olie eller maling, hvilket både sparer dig for tid og penge.

Havemøbler i nonwood kan tåle at stå ude året rundt. Det er dog en god ide at tage dem ind når vinteren melder sin ankomst da de ellers vil være meget beskidte til foråret.

Lader du havemøblerne stå ude hele året, bør du dække dem til med et overtræk i vintermånederne, så de er beskyttet mod nedfald af blade og grene.

Når du skal rengøre nonwood havemøbler, er det bedst at bruge vand og sæbe. Vil du gøre det nemmere at køre kluden henover overfladen, kan du behandle den med en blanding af 1 del madolie og 3 dele terpentin først.

Ulempen ved nonwood er at det ikke har den samme sjæl og charme som ægte træ. Det udvikler ikke en naturlig patina, dufter ikke af træ og har ikke den samme tekstur.  


Aluminium

Aluminium er et holdbart og rustfrit materiale, der ligesom nonwood kan tåle udendørsbrug året rundt (vi anbefaler dog at du opbevarer havemøblerne indendørs om vinteren for at beskytte dem mod vind og vejr og forlænge levetiden).

Sammenlignet med træ er aluminium meget lettere. Aluminiumshavemøbler er derfor meget nemmere at flytte rundt på, hvilket er en fordel hvis du fx har fysiske skader som forhindrer dig i at udføre tunge løft.

Havemøbler i aluminium skal rengøres med vand og sæbe, men det er vigtigt at du ikke bruger skrappe rengøringsmidler da de kan ødelægge materialet.

Havemøbler der udelukkende er fremstillet af aluminum, kan godt blive kedelige at se på. Derfor er det en god ide at vælge havemøbler der også indeholder andre materialer. Især træ passer godt sammen med aluminium.  


Plastik

Havemøbler i plastik er nemme at vedligeholde og skal blot rengøres med vand og sæbe. De har også en meget lav vægt, hvilket gør dem lette at flytte rundt på. Og så er de nemme at stable.

Prismæssigt ligger plastikhavemøbler  i den billige ende, så der kan være store besparelser at hente samemnlignet med andre havemøbler. Og så skal vi ikke glemme at plastikmøbler kan modstå stort set alle former for vejrforhold.

Vær dog opmærksom på at kvaliteten kan være meget svingende. For at undgå at havemøblerne knækker bør du sikre dig at de er fremstillet i kraftigt, formstøbt plastik.

Det er også værd at nævne at plastikhavemøbler hurtigt bliver beskidte. Det er altså nødvendigt at vedligeholde dem ofte hvis de skal blive ved med at se pæne ud.

Endelig kan det være nødvendigt at bruge havehynder for at sidde behageligt.

TIP: Se vores sortiment af havehynder her.

polyrattan loungestol

Polyrattan er et slidstærkt materiale som er nemt at vedligeholde. Her ses en loungestol i polyrattan.

Polyrattan

Polyrattanhavemøbler er blevet meget populære de seneste år. Og fordelene er da også til at få øje på. Møblerne har et let og luftigt udtryk, der giver en afslappet loungestemning, og så er de meget holdbare.

Havemøbler i polyrattan kan både tåle kulde og varme og egner sig godt til omgivelser med store udsving i temperatur og luftfugtighed. Desuden tåler de fugt og er uv-resistente, hvilket betyder at du kan lade dem stå i solen uden at de mister deres farve.

Når du skal rengøre polyrattanmøbler, skal du bruge sæbevand og skylle over med en haveslange (brug ikke en højtryksrenser – det kraftige tryk kan nemlig ødelægge overfladen). Lad møblerne tørre ude i solen – så er de klar til grillaftener og hyggelige stunder på terrassen med dem du holder af.

Ligesom plastikmøbler er polyrattanmøbler nemme at flytte rundt på da de ikke vejer særlig meget. Du kan få polyrattanhavemøbler i farver som sort, brun og grå.