Sådan vælger du den rigtige luft-til-luft pumpe

Med en luft-til-luft varmepumpe kan du skære flere tusinde kroner af varmeforbruget hvert år, og gøre dig mere uafhængig af fossile energikilder som olie og gas. Bliv klogere på hvilken varmepumpe du skal vælge, og undgå de typiske fælder som folk falder i når de skal købe en luft-til-luft varmepumpe.

færdigmonteret varmepumpe fra qlima

Hvad er en luft-til-luft varmepumpe?

En luft-til-luft varmepumpe omdanner luften udenfor til varm luft, som føres ind i boligen.

Varmepumpen bruges typisk i sommerhuse, mindre etplanshuse og som supplement til andre opvarmningsformer, men er ikke egnet til opvarmning af større helårsboliger.

Ifølge Energistyrelsen kan en luft-til-luft varmepumpe dække cirka 70 % af varmebehovet, så ofte vil det være nødvendigt at supplere med andre energikilder.

Du skal også være opmærksom på at en luft-til-luft varmepumpe ikke giver varmt brugsvand.

Hvis du også vil have varmt brugsvand, skal du vælge enten jordvarme eller en luft-til-vand varmepumpe, men de koster også væsentligt mere.

Tjek varmepumpens støjniveau

Alle varmepumper støjer – det er dog hovedsageligt den udvendige del der kan høres. Derfor er det vigtigt at du vælger en varmepumpe med et lavt støjniveau.

Støjniveauet måles i decibel (dB) og kan aflæses på det såkaldte energimærke, som viser støjniveauet for både den udvendige og indvendige del.

Hvor højt må støjniveauet være?

Det er kommunen der fastsætter den støjgrænse du skal overholde overfor dine naboer, men typisk ligger den på omkring 35-55 dB. ​​​​​​​

kvinde tænder varmepumpe

Her er en oversigt over hvor meget de forskellige støjniveauer svarer til.  

  • 10 dB: Vejrtrækning
  • 20 dB: Blade der hvirvler  
  • 30 dB: Hvisken
  • 40 dB: Køleskab
  • 50 dB: Regn  
  • 60 dB: Almindelig samtale​​​​​​​​​​​​​​

Det er bedst at placere den udvendige del i god afstand fra naboskellet og væk fra soveværelset, så nattesøvnen ikke forstyrres.

Det er også en god ide at stille varmepumpen på et blødt underlag som fx græs. Så støjer den mindre.  

Larmer varmepumpen meget, kan du købe en støjskærm, som tager det værste af støjen. Støjskærmen er samtidig med til at skjule varmepumpen, så den virker mere diskret.

Vælg en varmepumpe med en høj SCOP-værdi

SCOP-værdi? Ja, det lyder kompliceret, men det er faktisk ret ligetil: SCOP-værdien er ganske enkelt et udtryk for hvor meget energi varmepumpen producerer i forhold hvor meget den selv bruger.

En SCOP-værdi på 4,59 betyder fx at varmepumpen leverer 4,59 kW per 1 kW den selv bruger.

Her gælder det selvsagt om at vælge en varmepumpe med så høj en SCOP-værdi som muligt. Jo højere SCOP-værdien er, desto mere energi får du nemlig for de penge du betaler til varmepumpens strømforbrug. ​​​​​​​

qlima-varmepumpe

Vælg en energieffektiv varmepumpe

Det næste du skal overveje, er hvor energieffektiv varmepumpen skal være.

SparEnergi anbefaler at du vælger en varmepumpe med energimærke A+ eller bedre.

Set over en længere årrække kan der være store besparelser at hente på elregningen ved at vælge en energieffektiv varmepumpe. Selv hvis du vælger A+++ frem for A+, er forskellen til at føle på.

Overvej hvilke funktioner du har brug for

Varmepumper fås med et hav af funktioner, som gør hverdagen nemmere. Her er de funktioner som du typisk vil støde på når du skal købe en luft-til-luft varmepumpe.

Klimafunktion:

Mange af de varmepumper du kan købe i dag, kan både bruges til opvarmning og nedkøling og fungerer derfor som et klimanlæg, hvor du selv bestemmer hvilken temperatur der skal være i rummet. Dette kan være nyttigt – især om sommeren, hvor de høje temperaturer kan gøre det ubehageligt at opholde sig indenfor.

Tilslutning til internettet:

Det er også meget almindeligt at varmepumpen kan tilsluttes internettet, så du kan styre den med en app på din telefon. Det giver fx mulighed for at indstille den til at tænde på et bestemt tidspunkt, så der er varmt når du kommer hjem, overvåge energiforbruget og analysere energiforbrugsmønstre.

Affugtning:

Hvis varmepumpen har en affugtningsfunktion, kan den bruges til at nedbringe luftfugtigheden i rummet, så du får et bedre indeklima. En høj luftfugtighed kan give skimmelsvamp, så det er vigtigt at den ikke er for høj. En god tommelfingerregel er at luftfugtigheden indenfor ikke må overstige 45 %. ​​​​​​​

Må du selv montere varmepumpen?

Du må godt sætte den indvendige og udvendige del op selv, men selve tilslutningen af varmepumpen skal du overlade til en autoriseret installatør.

Når du køber en varmepumpe igennem Davidsen, kan du tilkøbe montering for 3.500 kroner.

Vil gøre brug af bygningspuljen, skal du vælge en VE-godkendt montør.

Vær opmærksom på at bygningspuljen kun giver tilskud til luft-til-vand varmepumper.

Kilder

Bolius (2022, 23. februar). Sådan slipper du – og din nabo – for støj fra din varmepumpe. Lokaliseret d. 16.september 2022 på: https://www.bolius.dk/saadan-slipper-du-og-din-nabo-for-stoej-fra-din-varmepumpe-20187

SparEnergi.dk. Luft-til-luft varmepumpe. URL: https://sparenergi.dk/forbruger/vaerktoejer/energiloesninger/luft-til-luft-varmepumpe Lokaliseret: 16. september 2022

DMI.dk.Temperaturen i Danmark. URL: https://www.dmi.dk/klima/temaforside-klimaet-frem-til-i-dag/temperaturen-i-danmark/ Lokaliseret: 16. september 2022