Sådan vedligeholder du din grill (tjekliste)

Har du en grill, er det vigtigt at du vedligeholder den rigtigt – både af hygiejnemæssige årsager, men i lige så høj grad for at forhindre ulykker. Her får du en tjekliste som giver dig et overblik over hvilke handlinger der skal udføres hvornår – lige til at printe og hænge op.

mand og kvinde griller ved gasgrill

En grill kræver regelmæssig rengøring og vedligeholdelse

Når sæsonen er startet

Når foråret melder sin ankomst, og bladende begynder at springe ud, er det tid til at finde grillen frem og gøre den klar til sæsonen:

1.    Tjek at slangen er i orden.
Der må ikke være sprækker eller huller hvor gas kan sive ud. Udskift slangen hvert andet eller tredje år (også selvom den ikke fejler noget)

2.    Brænd fedt og madrester væk.
Når du bruger grillen, vil fedt og madrester sætte sig på grillristen. Inden du går i gang med at tilberede årets første grillmåltid, bør du skrue helt op for varmen og laden grillen stå i minimum 15 minutter.

3.    Rengør grillristen.
Når grillen er afkølet, kan du rengøre risten ved at skrubbe skidt og snavs væk med en børste og varmt sæbevand. Til grillriste der er lavet af støbejern, skal du bruge en stålbørste, hvorimod det er bedre at anvende en messingbørste hvis grillristen er lavet af rustfrit stål.

4.    Rengør grillen.
Uanset om du har en kulgrill eller gasgrill, foreslår vi at du vasker den indvendige og udvendige side med en grillbørste og varmt sæbevand. Skyl efter med haveslangen, og tør over med en tør klud eller et viskestykke, så der ikke sidder sæberester tilbage.

5.    Rengør brænderrørene.
Har du en gasgrill, er det en god ide at rengøre brænderrørene – de kan nemlig stoppe til. Brug eventuelt en kompressor til at puste luft igennem de små huller på brænderrørene. Alternativt kan du bruge et stykke ståltråd. Ydersiden af brænderrørene rengør du med vand og en blød børste.


Når du er færdig med at grille

Når du er færdig med at grille, skal du rengøre grillen, så den er klar til næste gang:

1.    Brænd fedt og madrester væk.
Lad grillen være tændt et par minutter for at forbrænde de værste fedt- og madrester. På den måde vil det også være nemmere at rengøre grillristen.

2.    Rengør grillen.
Når grillen af afkølet, er det en god ide at skrubbe skidt og snavs væk med en grillbørste og varmt sæbevand. Sørg for at komme godt ud i alle hjørner.

3.    Tøm drypbakke.
Har din grill en dryp- eller opsamlingsbakke, skal den tømmes hver gang du har brugt grillen. Benytter du en kulgrill, skal den tømmes for aske.

4.    Smør grillristen ind i olie.
Vi anbefaler at du smører grillen ind i en smagsneutral olie hver gang du er færdig med at grille. Olien forhindrer rustdannelse og sikrer at maden slipper bedre.

5.    Fjern gasflaske.
Bruger du en gasgrill på altanen, skal denne fjernes efter brug.

gasgrill med grillbetræk

Når du er færdig med at bruge grillen, er det en god ide at dække den til med et cover som vist her på billedet.

En gang om måneden

En gang om måneden bør du foretage en mere grundig rengøring af grillen

1.    Rengør den indvendige side af låget.
Den indvendige side af låget bliver hurtigt beskidt, og vi anbefaler derfor at du skraber de værste belægninger væk med en spartel (enten af træ eller plastik), og vasker over med en svamp og varmt sæbevand.

2.    Rengør brænderrørene.
Har du en gasgrill, bør du rengøre brænderrørene som beskrevet ovenfor: Fjern tilstopninger med en kompressor, og vask efter med vand og en blød børste.

3.    Tøm drypbakken.
Fjern drypbakken, og tøm den for aske og madrester. Vask den ren med varmt sæbevand.

4.    Rengør grillen.
Den indvendige og udvendige side af grillen rengøres med en grillbørste og varmt sæbevand.

5.    Smør risten ind i olie.
Fordel en smule olie med en bagepensel eller et stykke køkkenrulle. Brug en smagsneutral olie som fx rapsolie.

6.    Rengør grillristen.
Skrub fedt og madrester væk med en grillbørste og varmt sæbevand. Så er den klar til næste gang du skal grille.

Når sæsonen er slut

Når sæsonen er slut, skal grillen rengøres og stilles væk.   

1.    Brænd fedt og madrester væk.
Tænd grillen, og skru op for varmen, så fedt og madrester forbrændes – præcis på samme måde som du ville gøre når du er færdig med at grille.

2.    Rengør grillristen.
Fjern skidt og snavs med en grillbørste og varmt sæbevand.

3.    Rengør brænderrørene.
Brug trykluft til at rense de små huller i brænderrørene, og vask efter med vand og en blød børste.

4.    Rengør grillen.
Vask den indvendige og udvendige side af grillen ren med en grillbørste og varmt sæbevand.

5.    Stil grillen væk.
Vælger du at opbevare grillen udendørs, skal du dække den til med et cover som beskytter mod vind og vejr. Har du en gasgrill, skal gasflasker over 11 kg opbevares udendørs – og aldrig i en kælder.