Glans i maling – Hvad skal du vælge?

Når du skal i gang med at male, er det vigtigt at vælge en maling med den rigtige glans. Glans har både betydning for hvordan det færdige resultat kommer til at se ud, og hvilke egenskaber den malede overflade har. I denne artikel gennemgår vi forskellen på blank og mat maling og kommer med nogle retningslinjer for hvilken maling du skal bruge til de forskellige rum.


Hvad er glans?

Glans er et udtryk for hvor blank malingen er og angives på en skala fra 0-100. En maling med glans 0 er ultramat, mens en maling med glans 100 er helblank. I praksis bruger man dog ikke maling med glans 0 eller 100. I stedet vil man vælge et glanstal der ligger midt imellem disse to yderpunkter. ​​​​​​​

Hvorfor er glans vigtig?

Glans har ikke kun betydning for om overfladen er blank eller mat, men også hvor slidstærk og vaskbar den er. En blank maling beskytter bedre mod fugt, snavs og skidt end en mat maling og fungerer derfor godt til overflader der udsættes for meget slid, som eksempelvis gulve.

En blank maling reflekterer dog også en større del af lyset, og det betyder at ujævnheder i malingen lettere ses. Bruger du en blank maling, er det derfor vigtigt at være grundig med forarbejdet og sørge for at spartle alle revner og huller.


Køkken

Køkkenet er et af de rum der udsættes for meget slid, og derfor er det en god ide at vælge en halvmat maling. Tidligere anbefalede man som udgangspunkt at bruge en glans 25 til madlavningsområdet og en glans 10 til resten af køkkenet.

Nye produktionsmetoder har dog betydet at det i dag er muligt at fremstille maling af væsentlig højere kvalitet end tidligere. Det betyder at du kan købe en maling som er mat, men som også er slidstærk og nem at rengøre. Derfor er der ikke noget entydigt svar på hvilken maling du skal vælge til køkkenet. Skal du i gang med at male køkken, anbefaler vi dog at du bruger en glans 10-25.  

Har du et køkkenalrum, kan det være en god ide at vælge en glans 10 for at skabe det samme udtryk igennem hele rummet. Glans 10 kan nemlig bruges til vægge i både køkken og opholdsrum og egner sig også godt til lofter.

Stue

I modsætning til køkkenet er stuen ikke ligeså udsat. Derfor kan du med fordel vælge en maling med et lavere glanstal. Et godt bud kunne være en glans 7, som giver en overflade der er nogenlunde vaskbar uden at der skabes for meget genskær. Ønsker du en mere slidstærk overflade, bør du vælge en glans 10, der som nævnt også er god til lofter.

Børneværelse

Børneværelser udsættes for meget berøring da børnene leger og er aktive. Derfor skal du vælge en maling med et højere glanstal end til stuer og opholdsrum.

Vi anbefaler som minimum at du vælger en glans 10, men ønsker du at væggene skal være ekstra slidstærke og nemme at rengøre, er der ikke noget i vejen for at gå op i en højere glans.

Badeværelse

Ligesom køkkenet er badeværelset et af de rum der udsættes for meget slid – og ikke mindst fugtpåvirkninger. Af den grund anbefaler vi ikke at vælge den samme maling som du bruger til eksempelvis stuer og børneværelser. I stedet skal du vælge en halvblank maling, som beskytter effektivt mod skidt og snavs.

Vi anbefaler som minimum en glans 25, men væggene vil være betydeligt nemmere at vaske af hvis du vælger en glans 50.

Entre

En glans 50 er også god til entreen, som er et af de mest trafikerede rum i boligen. Entreen er især udsat hvis småbørn går ind med muddersko og beskidt overtøj.


Gulve

Som du næsten kan regne ud, skal der anvendes en blank maling til gulve da de udsættes for meget slid og kræver hyppig rengøring. Vi anbefaler at du som minimum bruger en glans 50 til gulve, men ønsker du en lakblank overflade, bør du vælge en højere glans.

​​​​​​​

Døre, vinduer og paneler

Når det kommer til maling af døre, vinduer og paneler, anbefaler vi at du vælger en glans 30 eller derover da disse overflader udsættes for meget berøring.

Lofter

Loftsflader udsættes ikke for nær så meget slid som vægge. Derfor er den generelle anbefaling at vælge en mat maling, som fx glans 2 eller 5, til glatte loftsflader. Bruger du en højere glans, vil resultatet ikke blive pænt, og baner og samlinger vil tydeligt kunne ses. Til trælameller kan du dog godt gå op i glans.  


Begynd med en farveprøve

Når du har en idé om, hvilken farve du kunne tænke dig, kan du med fordel købe nogle farveprøver i forskellige nuancer, inden du endegyldigt beslutter dig. Der er nemlig flere faktorer, som spiller ind i forhold til, hvordan farven vil se ud på netop din væg. Det kan eksempelvis være lysindfaldet, dine skærmindstillinger og den base, du maler på.