Fugt i kælderen: Hvad gør du?

Har du mistanke om at din kælder er ramt af en fugtskade? Så er det vigtigt at du gør noget ved problemet med det samme. Fugt kan nemlig give skimmelsvamp, hvilket i sig selv er sundhedsskadeligt. Bliv klogere på hvorfor der kommer fugt i kælderen, og endnu vigtigere: Hvad du kan gøre ved problemet.

loft-med-mug

Hvad er årsagen til fugt i kælderen?

Der kan være flere årsager til at der kommer fugt i kælderen. Under alle omstændigheder er det vigtigt at du finder ud af hvad der ligger bag, så du kan gøre noget ved problemet.

Det er nemlig ikke alle fugtskader der kræver den samme løsning, og i nogle tilfælde kan du sætte ind på flere fronter.

Her er de mest almindelige årsager til at kælderen bliver fugtig.

1.    Utætte vægge

Hvis der er revner og huller i kældervæggene, kan vand trænge igennem når det regner meget.

Problemet opstår typisk når vandspejlet ligger højt, og regnvandet presses op igennem revner og utætheder i ydervæggen.

Hvis du konstaterer at kældervæggene er utætte på ydersiden, er der flere løsninger som du kan afprøve:

  • Er problemet omfattende, er det bedst at tætne væggene, så regnvandet ikke kan trænge ind i kælderen igen. Dette er en dyr løsning, men kan nogle gange være den eneste måde at komme fugtproblemerne til livs.
  • Hvis problemet er mindre udtalt, kan du prøve at fjerne fugten fra væggene ved at rive den eksisterende beklædning af, lufte grundigt ud og sætte en affugter til at suge fugten ud af luften.
  • Endelig kan du lægge et såkaldt omfangsdræn, som er et slags nedløbsrør der lægges omkring huset. Du må ikke selv lægge et omfangsdræn. Det skal du have en kloakmester til. Du skal også være opmærksom på at det er dyrt at lægge et omfangsdræn. Typisk koster det flere tusinde kroner per meter. Til gengæld er et omfangsdræn effektivt.

2.    Utætte kældergulve

Også gulvene i kælderen kan være utætte – især hvis der er tale om et ældre hus uden drænlag under betongulvet.

Hvis problemet med fugt skyldes utætte kældergulve, er der tre løsninger som du kan overveje:

  • Riv det eksisterende gulv op, grav ud og læg et nyt gulv med isolering under. Fordelen ved denne løsning er at du mindsker varmeforbruget og kan øge højden til loftet. Ulempen er at det er dyrt og omfattende.
  • Du kan også tætne gulvet, så fugten ikke længere trænger op i kælderen. Dette er en billigere og nemmere løsning, men der er ikke nogen garanti for at den holder i det lange løb.

3.    Forkert fald på terrænet

Fugt i kælderen kan også skyldes at terrænet har et fald mod huset, så regnvand ledes den forkerte vej – altså ind mod ydermuren og soklen.

Dette er ikke et problem på kort sagt, men huset kan ikke tåle længevarende påvirkning af vand.

Hvis terrænet har et forkert fald, anbefaler vi følgende løsninger:

  • Ret op på terrænet, så regnvand ledes væk fra huset. Terrænet skal have en hældning på 2 cm per meter.
  • Derudover kan du lægge en tæt belægning – som fx fliser eller asfalt – helt op til huset. På den måde vil regnvand hurtigere kunne ledes bort.
  • Sørg for at der ikke er huller eller fordybninger i belægningen hvor regnvand kan samle sig.
  • Vi råder dig også til at fjerne eventuelle planter tæt på husets ydervægge. Planterne holder nemlig på fugten.

4.    Tilstoppede brønde og nedløbsrør

Nogle gange bliver kælderen fugtig fordi de rør og ledninger som skal lede regnvand væk fra huset, er stoppet til, fx fordi de ikke er blevet renset i længere tid.

Er dette tilfældet, er vores råd følgende:

  • Rens rør og ledninger, så vandet kan løbe frit igen. Både tagrender og brønde skal spules med vand.  
  • Det er også en god ide at få en kloakmester til at inspicere afløbsledningerne, så du er sikker på at alt er i orden. Der må fx ikke være utætheder.
vand siver ned i kloak

5.    Utætte vandrør

En anden årsag til fugtskader i kælderen er utætte vandrør.

Utætte vandrør kan ikke blot give problemer med fugt, men resulterer også i et stort vandspild. Selv små utætheder kan give mange liters spild hver dag (og dermed en højere vandregning).

Derfor er det en god ide at tjekke vandrørene regelmæssigt. Vær især opmærksom på samlingerne. Her er vandrørene nemlig tyndest, og derfor starter utæthederne typisk her.

Hvis der er fugt i kælderen på grund af utætte vandrør, anbefaler vi at du tager fat i en VVS’er, som kan udbedre skaderne.

Vi råder dig også til at tjekke om din husforsikring dækker rørskader.

6.    Kondens

Hvis fugtproblemerne viser sig om sommeren, kan de skyldes kondens.

Kondens dannes typisk på vægge og gulve når den varme luft udefra trænger ind i kælderen, og fugten fra luften sætter sig på kælderoverfladerne.

Her er vores råd til at slippe af med kondens i kælderen:

  • Luft grundigt ud. Om sommeren bør du gøre det når luften er kold – det vil sige tidligt om morgenen eller sent på aftenen.
  • Sæt en affugter til, så fugten suges ud af luften. Med en affugter samles fugten i en beholder, som du efterfølgende kan tømme. Mange af de affugtere du kan købe i dag, har en indbygget fugtmåler, som slår affugteren til når luftfugtigheden i lokalet bliver for høj.
  • Sæt varme på, så kælderen holdes tør.

7.    Opstigende grundfugt

Har du problemer med fugtige kældervægge, kan det skyldes at fugten trænger op igennem kældervæggene.

Er dette tilfældet, kan det være svært at slippe af med fugten, og flere af de løsninger der findes i dag, giver ingen garanti for at fugtproblemet bliver løst.

En af de bedste ting du kan gøre, er at efterisolere den indvendige side med kalciumsilikatplader.

Kalciumsilikatpladerne er kraftigt sugende og forhindrer skimmelsvamp i at sprede sig.  

Desuden har de en god isoleringsevne, hvilket betyder at de er med til at holde kælderen tør.

8.    Oversvømmelser

Endelig kan fugtproblemerne skyldes oversvømmelser – fx på grund af skybrud.

Der er stor forskel på hvor mange skybrud der opstår hvert år. Rekorden blev sat i 2019, hvor man registrerede 152 skybrud på landsplan.

Oversvømmelser kan også skyldes at kloakker og afløb er tilstoppede, eller ikke fungerer som de skal. Derfor skal du – som tidligere nævnt – sørge for at tjekke dem jævnligt.

Bliver kælderen oversvømmet, er det vigtigt at du reagerer med det samme:

  • Hvis vandet i kælderen står højere end en halv centimeter, skal du fjerne det med en dykpumpe og lede det ud i en kloak.
  • Resten af vandet skal du suge op med klude og mopper. Smid kludene væk når du er færdig.
  • Når du har fjernet vandet i kælderen, skal du desinficere overfladerne med Rodalon. Kloakvand kan nemlig være meget farligt.

Hvordan undgår du fugtskader i kælderen?

Der er mange ting du kan gøre for at mindske risikoen for at kælderen bliver angrebet af fugtskader.

  • Tjek sokkel og ydervæg for revner og sprækker hvor vand kan trænge ind. Finder du utætheder, er det vigtigt at tætne dem.
  • Tjek at terrænet omkring kælderen falder væk fra boligen, så regnvand ikke bliver ledt ind mod huset.
  • Tjek vandrør for utætheder, og overvej at købe en såkaldt vandalarm, som kan advare dig hvis vandforbruget stiger unormalt meget. For at undgå frostsprængninger skal rørene være isolerede.
  • Rens tagrender, nedløbsrør og brønde regelmæssigt, så de ikke stopper til. Det er også en god ide at tjekke for utætheder.
  • Sørg for god ventilation i kælderen – fx igennem en ventilator i ydervæggen kombineret med ventiler i vinduerne. Om sommeren er det en god ide at lufte ud tidligt om morgenen og sent om aftenen. Sørg også for at sætte godt med varme på.
  • Ophæng fugtposer i kælderen. Fugtposer suger fugten i luften til sig og er en nem og billig måde at holde luftfugtigheden nede.
  • Mal væggene med en diffusionsåben maling, som tillader fugten at passere igennem væggen, så den ikke bliver fanget. Brug fx en silikatmaling. Du kan også kalke væggene. Maler du kældergulvene, skal du ligeledes bruge en diffusionsåben maling.
  • Undgå at lægge trægulve, tæpper og vinylgulve i kælderen. Vi fraråder også vægge med gips, tapet og træ. Det er bedst hvis der ikke er nogen beklædninger på væggene da fugten kan ophobe sig bagved.

Hvordan tjekker du for fugt i kælderen?

Der er flere advarselssignaler som du bør kigge efter når du gennemgår kælderen for fugt.

Et klassisk tegn på at kælderen er påvirket af fugt, er at malingen på væggene begynder at skalle af, blive løs eller boble op.

Opdager du skimmelsvamp i kælderen, er det også et tegn på at fugtindholdet i kælderen er for højt. Skimmelsvamp viser sig som mørke plamager – fx på vægge, gulve eller lofter.

skimmelsvamp i kælder

Et andet tegn på fugt i kælderen, er at væggene føles fugtige og klamme. Der kan også være en muggen lugt.

Når du gennemgår kælderen for fugt, er det vigtigt at være grundig. Nogle gange kan fugtskaderne nemlig være svære at få øje på og fx skjule sig bag beklædning på vægge eller gulve.

Vi anbefaler at du tjekker kælderen for fugt cirka en gang om året.

Luk