Gode råd hvis du vil efterisolere boligen

Der er mange fordele ved at efterisolere huset. Du får en lavere varmeregning, huset bliver nemmere at sælge, og det bliver mere behageligt at opholde sig indenfor. Her får du 5 gode råd om efterisolering af huset.

isolering med mineraluld

Hvorfor efterisolere huset?

Det er der mange grunde til:

  • Huset holder bedre på varmen, hvilket resulterer i en lavere varmeregning. Hvor meget du kan spare, afhænger bl.a. af hvilken opvarmningsform du har, og hvor godt huset er isoleret i forvejen. Men en besparelse på adskillige tusinde kroner om året er ikke ualmindeligt.
  • Du får et sundere indeklima da det bliver nemmere at bibeholde en konstant temperatur indendørs. Det er dog vigtigt at du sørger for at lufte godt ud, så luften ikke bliver tung. En god tommelfingerregel er at du skal lufte ud 10 minutter tre gange om dagen.
  • Huset bliver nemmere at sælge. Mange kigger nemlig efter hvor dyrt det er at opvarme, og hvis prisen er høj, kan det være netop det der afholder en potentiel køber for at skrive under. Hvis huset er godt isoleret, vil det ikke blot være nemmere at sælge. Du vil også kunne sælge det for en højere pris.
  • Risikoen for skimmelsvamp mindskes. Når huset er velisoleret, stiger temperaturen nemlig på de indvendige overflader, og det giver mindre risiko for at der dannes råd og skimmel på fx vægge, lofter og gulve.
  • Du vil være mindre generet af træk og kuldenedfald. Huset bliver altså mere behageligt at opholde sig i, og mange oplever en øjeblikkelig og markant forbedring.
  • Endelig mindskes husets CO2-udslip. Når du opvarmer huset, vil der nemlig udledes CO2, som er skadeligt for miljøet. Ved at efterisolere huset vil behovet for opvarmning blive mindre.

Find ud af hvad du vil efterisolere først

Tag eventuelt fat i en energikonsulent, som kan hjælpe dig med at prioritere de energiforbedringer du vil udføre.

Har du fået lavet et energimærke for nyligt, vil rapporten indeholde gode råd om hvilke isoleringstiltag der bedst kan betale sig.

En god tommelfingerregel er at du skal efterisolere de områder som er utætte eller dårligt isolerede først.

Typisk er det bedst at starte med loftet da det er nemt at komme til. Loftet er også et af de områder som er billigst at isolere, og ifølge tal fra boligmagasinet Bolius forsvinder cirka 30 % af varmen op gennem taget.

Derfor vil du i mange tilfælde få den største besparelse på varmeregningen ved at begynde med loftet. Er loftet allerede tilstrækkeligt isoleret, er der ofte store besparelser at hente ved at isolere hulmuren.

Hvor kan du efterisolere?

  • Loft
  • Tag
  • Ydervægge
  • Gulve
  • Hulmure
  • Vinduer
  • Skunkrum

Overvej hvordan du vil finansiere isoleringsprojektet

Der er forskel på om du vælger at finansiere efterisoleringen af huset med din opsparing eller ved at tage et fastforrentet lån i banken.

Lad os fx sige at projektet løber op i 100.000 kroner og giver en månedlig besparelse på varmeregningen på 1.000 kroner.

Vælger du at tage et fastforrentet lån med en lav månedlig ydelse på fx 400 kroner efter skat, vil du allerede fra dag 1 kunne indkassere en økonomisk gevinst på 600 kroner om måneden (1.000 – 400 kroner).

Hvis du omvendt vælger at hæve penge fra din opsparing, vil projektet først have tjent sig hjem når du har sparet ligeså meget på varmeregningen som du har brugt på at efterisolere boligen.

I dette tilfælde vil der altså gå 100 måneder (100.000/1.000 kroner) – svarende til 8-9 år - før investeringen giver overskud.

Kontakt dit forsikringsselskab før du påbegynder arbejdet

Inden du går i gang med at efterisolere boligen, er det en god ide at tage fat i dit forsikringsselskab og sætte dem ind i dine planer om at efterisolere huset.  

Hvis arbejdet viser sig at være mangelfuldt, kan det nemlig få betydning for dine forsikringsforhold.

Du bør også tage stilling til om du vil tegne en såkaldt enterpriseforsikring, som er en forsikring der dækker skader i forbindelse med renoveringen af huset.

Forsikringen dækker typisk hele byggeperioden, men det er vigtigt at du tegner den inden isoleringsarbejdet påbegyndes.

isoleringsgranulat til loft

Få en håndværker til at udføre arbejdet

Medmindre du har hænderne skruet godt på, er det bedst at få en håndværker til at efterisolere huset. Det er nemlig vigtigt at isoleringen bliver lagt rigtigt da du ellers risikerer at der opstår fugtskader (som i værste fald kan udvikle sig til skimmelsvamp).

Selvom udgifterne til arbejdsløn udgør omkring 2/3 af isoleringsprojektets samlede pris, er pengene givet godt ud. Det kan nemlig blive en bekostelig affære at rette op på skaderne igen, og derfor kan projektet i sidste ende blive dyrere end hvis du havde fået en håndværker til at udføre det rigtigt fra starten.

Vi råder dig altid til at vælge en håndværker som du har tillid til. Indhent eventuelt tilbud fra flere håndværkere, og sørg for at få en skriftlig kontrakt med en detaljeret beskrivelse af arbejdet og en deadline for hvornår det skal være færdigt. Det gør det nemmere at klage hvis der skulle være mangler.

dampspærre

Typiske årsager til skader ved efterisolering

  • Utilstrækkelig ventilation – fx fordi isoleringen blokerer for ventilationsåbninger
  • Forkert placering af dampspærre (eller montering af utæt dampspærre)
  • Manglende afrensning ved indvendig isolering af ydervægge
  • Ved hulmursisolering kan der opstår skader på grund af det høje tryk. Derfor er det vigtigt at undersøge hulmuren omhyggeligt inden den isoleres.