En hækkeklipper kan spare dig for en masse tid sammenlignet med en hækkesaks og giver et pænt og ensartet klipperesultat. Vi forhandler hækkeklippere der kan anvendes til både tynde og tykke grene. Vores hækkeklippere fås med el, batteri og benzin.
I dag er det ikke alle hækkeklippere der bruger almindelig blyfri benzin. Derimod kan du også finde batteridrevne hækkeklippere der blot skal oplades samt hækkeklippere med ledning.
Hvilken hækkeklipper er bedst?
Det er svært at sige hvilken hækkeklipper der er bedst. Hos os finder du mange hækkeklippere af høj kvalitet, som er gode til forskellige formål. Vi anbefaler derfor at du klargøre dine ønsker og behov først.
Hvordan sliber man en hækkeklipper?
Tag sværdet af eller læg hele hækkeklipperen på dit arbejdsbord. Start med at fjerne det værste rust med stålbørste og smør derefter med petroleum, som vil løsne snavs. Slib derefter med en god fil. Følg vinklen og gør det i fremadgående bevægelser.
Hvad kan jeg smøre min hækkeklipper med?
Brug en god olie til at smøre din hækkeklipper. Du kan også vælge at kombinere en olie med petroleum. Hos os finder du et bredt udvalg af begge produkter.
Hvilke typer hækkeklippere findes der?
Du kan få hækkeklippere med batteri, el og benzin.
Hækkeklippere med batteri:
En hækkeklipper med batteri er populær blandt danskerne, hvilket bl.a. skyldes at den er nem at bruge fordi der ikke er nogen ledninger i vejen. En ledningsfri hækkeklipper kan du altså bruge overalt – også steder hvor der ikke er adgang til en strømforsyning.
Ulempen ved en batteridrevet hækkeklipper er at den kan løbe tør imens du klipper hæk. Derfor er det en god ide at have ekstra batterier liggende. Du kan også lade batteriet op hver gang du har brugt hækkeklipperen. Så er det klar til næste gang.
Prismæssigt er der ikke den store forskel på om du køber en hækkeklipper med batteri eller el, men prisen afhænger meget af hvilket mærke du vælger, og hvor kraftig hækkeklipperen er.
Når du køber en akku hækkeklipper, skal du være opmærksom på at batteriet typisk sælges separat. Men har du elværktøj af samme mærke og med samme spændingsklasse, kan du sandsynligvis bruge det. Mange producenter tilbyder nemlig batterier der kan benyttes på tværs af deres produkter.
I vores sortiment finder du batteridrevne hækkeklippere fra Bosch, Stiga og Makita.
Elektriske hækkeklippere:
Som du nok har regnet ud, skal en elektrisk hækkeklipper tilsluttes en stikkontakt. Det giver en stabil drift, hvor du ikke skal bekymre dig for om hækkeklipperen pludselig dør ud.
En hækkeklipper med ledning er altså meget pålidelig. Det gør den velegnet til klipning af store hække.
For at kunne bruge hækkeklipperen skal du imidlertid trække en forlængerledning, hvilket begrænser rækkevidden. Samtidig er det vigtigt at du passer på ledningen når du arbejder – klipper du den over, skal den udskiftes.
Både hækkeklippere med el og batteri har den fordel at de er støjsvage, nemme at betjene og har en lav vægt, så du kan bruge dem i længere tid ad gangen uden at få ondt i kroppen.
Hækkeklippere med benzin:
Skal du klippe en hæk med tykke grene, er det en benzindrevet hækkeklipper du skal have fat i. Den har nemlig en kraftig motor og en fremragende ydeevne.
Ulempen er at den er tung at bære rundt på, så skal du klippe en større hæk, vil det være nødvendigt at holde pauser undervejs.
Vær også opmærksom på at benzindrevne hækkeklippere larmer. Det er derfor en god ide at bruge høreværn når hækkeklipperen er tændt. Høreforeningen anbefaler at du bruger høreværn når lydniveauet overstiger 85 dB.
Hvad koster en benzindrevet hækkeklipper? Det er et godt spørgsmål. Det kommer nok ikke som nogen overraskelse at prisen ligger i den høje ende. Med det sagt kan det godt lade sig gøre at finde en motoriseret hækkeklipper der prismæssigt ligger på niveau med el- og batterimodellerne.
Hvilken hækkeklipper skal du vælge?
Det kommer meget an på dine behov. Lad os fx sige at du skal klippe tykke grene. Så er det vigtigt at du er opmærksom på hækkeklipperens snitstyrke, som angiver hvor tykke grene den kan klare.
En snitstyrke på 25 mm, betyder at den kan klippe grene med en diameter 25 mm. Har du en kraftig hæk med tykke grene, anbefaler vi at du vælger en hækkeklipper med en snitstyrke på minimum 20 mm, mens du kan nøjes med en snitstyrke på 15-20 mm hvis du har en mindre hæk.
En anden ting du skal være opmærksom på, er den såkaldte sværdlængde. Sværdlængden er et udtryk for hvor stort et areal bladet dækker, og fortæller altså noget om hvor lang tid det vil tage at klippe hækken. Er sværdlængden stor, vil arbejdet gå hurtigere.
De fleste hækkeklippere har en sværdlængde på omkring 53 cm – altså lidt over en halv meter – men der findes også hækkeklippere med en sværdlængde på omkring 75 cm, hvilket er nok til selv de største hække.
Det er en god ide at vælge en hækkeklipper med en lav vægt. Så glider arbejdet lidt nemmere, og du undgår at belaste kroppen unødvendigt. Det er især vigtigt at være opmærksom på vægten hvis du har en svækket fysik, eller skal klippe en stor hæk.
De fleste hækkeklippere vejer omkring 2-3 kg, mens de tunge vejer 4 kg eller mere.
Eksempler på anbefalinger
Her er et par eksempler på hvilken hækkeklipper du skal vælge afhængig af dine behov:
Mindre hæk med tykke grene:
Her anbefaler vi at du vælger en benzindrevet hækkeklipper da den har en høj ydeevne, og nemt vil kunne skære igennem de tykke grene. En anden mulighed er at købe en kraftfuld akku-klipper med stor snitstyrke.
Stor hæk med tynde grene:
Overvej en el- eller benzindrevet hækkeklipper med lav vægt, så du kan komme igennem hækkeklipningen uden at blive øm i kroppen.
Hæk langt fra huset:
Vælg en hækkeklipper med benzin eller batteri. Så slipper du for at skulle trække ledninger, og du er sikker på at kunne nå hele vejen rundt.
Valg af ekstrafunktioner
Mange hækkeklippere er udstyret med en række ekstrafunktioner, som gør hækkeklipperen, nemmere, hurtigere og mere sikker.
Det kan fx være:
Teleskopstang der forlænger bladet, så du kan klippe hækken uden at skulle bruge en stige. Et must hvis du har en høj hæk.
Anti-blokeringssystem, der sikrer at bladet ikke sætter sig fast.
Vibrationsdæmpende greb, som giver en god komfort.
Fleksibelt klippehoved, der kan vinkles 90 grader, så du kan klippe toppen af hækken.
Inden du køber en ny hækkeklipper, er det en god ide at overveje hvilke ekstrafunktioner du har brug for. Det er selvfølgelig vigtigt at hækkeklipperen dækker dine behov, men der er heller ikke grund til at kaste penge efter funktioner du ikke har brug for.
Tips til hækkeklipningen
Når du skal klippe hæk, er der nogle retningslinjer som er gode at have med i baghovedet.
Det første spørgsmål der måske presser sig på, er hvor ofte du skal klippe hækken. Vi anbefaler at du klipper den minimum én gang om året, meeen… nogle hækketyper – som fx buksbom – bør klippes to gange om året fordi de vokser hurtigt.
Det er en god ide at klippen hækken smallere foroven end forneden. Så får du nemlig en mere stabil hæk, hvilket er en fordel hvis der fx falder store mængder sne.
Bemærk at det kan være nødvendigt at supplere med en grensaks hvis hækkeklipperen har en lav ydeevne.
Bladet skal slibes med jævne mellemrum for at holde det skarpt og sikre en god ydeevne.
Har du ikke prøvet at slibe en hækkeklipper før, kan du overveje at få det gjort hos en professionel – det koster cirka 150-300 kr.
Vil du hellere gøre det selv, skal du starte med at afmontere klingen og smøre den ind i petroleum for at fjerne gammelt skidt og snavs.
Puds så klingen med smergellærred (korn 400) for at få en flot og skinnende overflade.
Og til sidst sliber du klingen med en slibesten eller fil. Spænd gerne klingen fast i en skruetvinge. Det gør det hele lidt nemmere.
Find hækkeklippere fra Makita, Bosch og Ryobi
Hos DavidsenShop forhandler vi en bred vifte af forskellige hækkeklippere fra anerkendte mærker som Makita, Bosch og Ryobi.
Makita har både elektriske og benzindrevne hækkeklippere af god kvalitet. Med en elektrisk hækkeklipper fra Makita får du et lavt støjniveau og to sikkerhedsafbrydere for ekstra sikkerhed. Du kan vælge mellem forskellige bladlængder, hvilket gør det nemt at finde en model der passer til din hæk. Vælger du en benzindrevet hækkeklipper fra Makita, får du en kraftig totaktsmotor med høje omdrejninger. Alle modeller leder desuden udstødningsgassen fremefter og væk, så du undgår at indånde den.
Med Bosch får du en god, all-around hækkeklipper. En del Bosch hækkeklippere er udstyret med anti-blokeringssystem, som forhindrer at de sætter sig fast når du klipper hæk.
Vælger du en Bosch hækkeklipper uden ledning, kan du desuden bruge andre Bosch batterier hvis de har samme spændingsklasse.
Bosch har også lavet en såkaldt multiklipper, som er god til mindre buske. Multiklipperen er nem at håndtere da den er let og kompakt.
Ryobi er kendt for sine brugervenlige og innovative hækkeklippere baseret på banebrydende teknologier.
Fx har Ryobi udviklet den såkaldte HedgeSweep løvopsamler, som opsamler blade og grene imens du klipper hækken.
Desuden står Ryobi bag det populære One+ system, som betyder at du kan bruge det samme batteri til alle dine værktøjer. På den måde slipper du for at skulle bruge penge på et nyt batteri hver gang du køber et nyt Ryobi produkt.