Gips
Filtrér søgning
Nulstil alle
Type
Nulstil
  • (11)
  • (3)
  • (2)
  • (2)
  • (2)
  • (2)
  • (1)
  • (1)
Brand
Nulstil
  • (24)
Lagerstatus
Nulstil
  • (17)
Vis kun
Nulstil
  • (2)
  • (1)
Pris
Nulstil
17
17
250
250
17kr.250kr.
Vis:
36
produkter1 - 24 af 24
Visning:
Sortér:
Anbefalet

FAQ – ofte stillede spørgsmål

  1. Hvad er MK godkendte gipsplader?

    MK-godkendte gipsplader overholderne kravene i bl.a. bygningsreglementet og er derfor lovlige at bruge i Danmark. En gipsplade kan godt MK-godkendes selvom den er CE-godkendt. MK-ordningen er frivillig. 

  2. Skal gipsplader grundes inden de males?

    Vi anbefaler som udgangspunkt at du grunder gipsvægge inden de males – det gælder både tidligere malede vægflader og ubehandlede vægge. Grunderen er med til at sikre at malingen hæfter og derfor vigtig for et godt slutresultat. 

  3. Kan man male på gipsplader?

    Ja, gipsplader kan godt males. Som med andre maleropgaver er det dog vigtigt med et omhyggeligt forarbejde for at resultatet bliver godt. 

Hvorfor vælge gipsplader?

Gipsplader anvendes i stor stil til både vægge, gulve og lofter. Fordelen ved gipsplader er at de er nemme at skære til og hurtige at montere. De har også en høj bæreevne, og du kan derfor sagtens hænge hylder og reoler op på en gipsvæg.

Ønsker du at skåne miljøet, er gipsplader oplagte da de ikke indeholder støv og gasser som påvirker indeklimaet. Faktisk kan gipsplader bidrage til et bedre indeklima da de har en god lydisoleringsevne og dermed reducerer støjgener.

I et hjem med meget støj kan du overveje at montere flere lag gipsplader ovenpå hinanden og efterisolere væggen, så lyden får sværere ved at passere igennem. Der findes også gipsplader som er særligt velegnede til rum med meget støj. 

Sammenlignet med materialer som fx træ er gipsplader meget billige. Prisen afhænger dog meget af hvilken type der er tale om – isolerede gipsplader er fx dyrere end plader der ikke indeholder isolering.

Når du bruger gipsplader, får du en god brandsikkerhed da pladerne ikke kan brænde. Gipsplader er også gode til brandsikring af eksisterende konstruktioner.

Som udgangspunkt kan gipsplader anvendes i hele boligen. Der findes dog gipsplader til forskellige formål – nogle er fx lavet specielt til gipsvægge, mens andre er beregnet til vådrum.

Gipsplader til lofter og vægge

Almindelige gipsplader bruges som beklædning til vægge og lofter, hvor de monteres på et skelet af enten træ eller stål. Pladerne må dog kun bruges i rum som har normal temperatur og luftfugtighed. Du kan altså ikke anvende dem i vådrum som fx badeværelser og toiletter. Her skal du i stedet bruge vådrumsgips.

Normalt vil man montere to lag gipsplader ovenpå hinanden. På den måde opnås en god styrke, brandsikkerhed og akustik. Bruger du fibergipsplader, som er gipsplader der indeholder både gips og papirfibre, kan du dog nøjes med ét lag.

Tykkelsen på pladerne varierer. I vådrum vil man typisk bruge 12,5 mm gipsplader, mens brandgips skal have en tykkelse på minimum 15 mm.

Vådrumsgips

Som navnet antyder, er vådrumsgips beregnet til rum med høj luftfugtighed som fx badeværelser og vaskerum med afløb. Vådrumsgips er nemlig behandlet med en fugtafvisende imprægnering, som kan tåle de fugtige omgivelser. 

Anvender du ikke vådrumsgips i vådrum, men i stedet almindeligt gips, vil pladerne på et tidspunkt begynde at smuldre. Gips er nemlig kun hårdt når det er størknet. Udsættes det for fugt, vil det altså miste sin faste form. På grund af imprægneringen har vådrumsgips ofte en blågrønlig farve, der adskiller pladerne fra almindelige gipsplader.

Når du skal arbejde med gipsvægge på badeværelset, er det vigtigt at skelne mellem fugtzoner og vådzoner. Vådzoner udgør områder hvor væggene udsættes direkte for vand, mens fugtzonen er den resterende del af rummet. I vådzoner skal overfladen beklædes med både vådrumsgips og et MK-godkendt flisesystem, som sikrer at vandet ikke ødelægger konstruktionen. Det er altså ikke nok med gipsplader alene.

Både i vådzonen og fugtzonen skal der anvendes to lag gips. Hvis du bruger 15 mm fibergipsplader, er ét lag dog tilstrækkeligt, men er de kun 12,5 mm tykke, er det nødvendigt med to lag.

Læs mere om vådrumssikring her

Vindgips

Vindgips anvendes til opsætning af vindspærre. Pladerne er nemme og fleksible at arbejde med og tillader fugt at passere igennem materialet, så fugtskader undgås.

Når du skal opsætte vindgips, skal pladerne monteres på indersiden af ydervægskonstruktionen for at forhindre at det blæser ind i isoleringen, men også for at undgå fugtophobninger i konstruktionen. Vindgips beskytter altså de bagvedliggende materialer. Ligesom vådrumsgips er vindgips imprægneret, så det kan modstå større fugtpåvirkning.

Selvom vindgips er behandlet med kemiske midler som beskytter mod fugt, anses det stadig for at være fugtfølsomt. Derfor skal det ikke placeres så langt nede i konstruktionen at det har kontakt med terrænet eller fundamentet. Det er også vigtigt at lukke af forholdsvist hurtigt efter at pladerne er monteret, så materialet ikke bliver påvirket af vand.

Brandgips

Brandgips er tilsat ler, mineraler og glasfiber, som gør at det arbejder mindre når det udsættes for brand. Selvom almindelige gipsplader er kategoriseret som brandbart materiale, er de dog ikke lige så sikre som brandgips.

Skal du bygge nyt hus eller renovere et eksisterende, er det vigtigt at sætte dig grundigt ind i reglerne for brandsikring inden arbejdet påbegyndes. Brandsikkerheden må nemlig ikke forværres af en ombygning eller renovering, men skal som minimum fastholdes på sit nuværende niveau. Det vil dog være en fordel at forbedre brandsikkerenden, fx ved brug af brandgips frem for almindelig gips.

Læs også: Brandsikkerhed i boligen: Det skal du være opmærksom på

Gulvgips

Gulvgips er velegnet til brug som undergulv. Et undergulv er nødvendigt hvis du har brug for en stabil, lige overflade, hvor det endelige gulv kan lægges ovenpå.

Som alternativ til gulvgips kan du anvende spånplader eller krydsfinerplader. Gulvgips har dog den fordel at det er brandhæmmende og lydisolerende.

Derudover arbejder pladerne ikke på samme både som træ, der udvider sig og trækker sig sammen i takt med ændringer i luftfugtigheden. Med gulvgips får du altså en fast gulvbelægning, som bibeholder sin form året rundt.
Gulvgips kan benyttes i alle rum med almindelig temperatur. Du bør dog undgå at bruge gulvgips i vådrum. Her er det vigtigt at anvende en gulvtype der kan tåle den store mængde fugt som underlaget udsættes for. 

Renoveringsplader af gips

Renoveringsplader er gode når indervægge og loftplader skal renoveres. Renoveringsplader består af tynde gipsplader, der kan skrues eller limes fast på eksisterende konstruktioner. Har du blot en enkelt væg som trænger til en kærlig hånd, kan du altså bruge renoveringsplader i stedet for at udskifte hele væggen med nye gipsplader.

En stor fordel ved renoveringsplader er at de er formbare og derfor kan anvendes på buede konstruktioner. Pladerne har de samme gode egenskaber som almindelige gipsplader – dvs. at de er lydisolerende, brandbare og miljøvenlige.

Hård gips

Hård gips er en ekstra stærk form for gips, som minimerer skader på vægge betydeligt. Pladerne er skruefaste og har øgede lydisolerende egenskaber.

Gipsplader af hård gips har typisk samme tykkelse som almindelige gipsplader og kan derfor bruges sammen med en normal gipsvæg uden at resultatet bliver ujævnt.

Med vægge af hård gips kan du bygge højere og stivere vægge end ved brug af almindelige gipsplader. Ofte benyttes hård gips til beklædning af indervægge hvor der er stor risiko for stød og slitage. På den måde sikres en længere holdbarhed.

Montering af gipsplader

Gipsplader er som tidligere nævnt nemme at montere, og med den rigtige teknik kan du sagtens gøre det selv.
Først skæres pladerne til med en hobbykniv. Det er vigtigt at de er 5-10 cm kortere end rumhøjden. Er rummet fx 230 cm højt, skal pladerne altså skæres til, så de har en højde på 220-225 cm. Hvis du skal skære hul til en dør eller lignende, kan du bruge en fukssvans til de korte sider og en hobbykniv til de lange sider.

Når pladerne er skåret til, skrues det første lag plader fast. Langs kanterne bør der være en skrue for hver 60 cm, mens der over midten bør være en afstand på 80 cm imellem. Skruerne monteres nemmest med en gipsskruemaskine, men du kan også anvende et specialbit med dybdestop. Til det første lag gipsplader bør du anvende skruer med en længde på 25 mm.

Til sidst monteres det andet lag gipsplader. Her bør afstanden mellem skruerne være lidt kortere end ved det første lag. Det mest almindelige er at montere en skrue for hver 20 cm langs kanterne og 30 cm over midten. Husk at fylde væggen med isolering - både for at holde på varmen og skabe en god akustik i rummet.

Se vores udvalg af isolering her

Maling af gipsplader

Når du har monteret gipspladerne, er de klar til at blive malet. Inden du går i gang, er det vigtigt at spartle alle samlinger. Sørg for at de er helt dækket, og brug gerne en grov spartelmasse der skjuler revner og sprækker helt. I samlingerne skal der lægges sparteltape i den våd spartelmasse, som skal tørre inden næste lag påføres.

Når spartelmassen er tør, skal gipsvæggen fuldspartles. Her kan du fx bruge en medium sandspartel, som er en god all-around spartelmasse der også kan bruges til vægge af fx gasbeton og glasvæv. 

Når hele væggen er færdigspartlet, skal den slibes, så overfladen bliver pæn og glat. Sørg for at fjerne støvrester med en støvsuger, så de ikke sætter sig i malingen.

Herefter behandles væggen med en forankringsgrunder, som er med til at give en god vedhæftning.
Først når alt forarbejdet er på plads, skal væggen males. Start langs kanterne, og mal med store, lange strøg. Brug en rulle til den resterende del af væggen, og giv den gerne to lag maling for at få et pænt, dækkende resultat. Husk at malingen skal tørre imellem lagene.

Til sidst kan du fylde eventuelle revner ud med en akrylfugemasse.